Sundhedsordførere til møde: Nye restriktioner kan være på vej

Regeringen har indkaldt Folketingets sundhedsordførere til møde klokken 13.00 for at drøfte coronasituationen. Det oplyser Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative.
Det er oplagt, at der på mødet vil blive diskuteret yderligere restriktioner, som skal begrænse smitten med coronavirus.
"Nu må vi se, hvad de kommer med, men det kunne selvfølgelig være at indføre mundbind i busser og tog for at dæmpe smittetrykket. Hvis eksperter mener, at vi skal tage det redskab i anvendelse, så synes jeg også, at det er en mulighed, der foreligger," siger Per Larsen.
Det er Folketingets epidemiudvalg, som skal godkende, at der bliver indført nye og flere restriktioner. Helt konkret skal der ikke være et flertal i udvalget, som er imod eventuelle nye restriktioner.
9. november besluttede epidemiudvalget, at coronavirus igen skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom i foreløbig én måned. Det skete på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen, fordi smitten med coronavirus har været stigende.
I den forbindelse blev coronapasset genindført. Det betyder, at man i øjeblikket skal vise coronapas i nattelivet, på indendørs serveringssteder, hospitaler og museer. Man skal også vise coronapas ved indendørs arrangementer og aktiviteter med plads til over 200 personer - for eksempel bade- og legelande - og ved udendørs arrangementer og aktiviteter med plads til over 2000 personer.
Man kan i øjeblikket få et gyldigt coronapas, hvis man er færdigvaccineret mod coronavirus inden for det seneste år, har været coronasmittet inden for det seneste halve år eller har en nylig negativ coronatest.