Valgplakater skal ned: Kan blive til lamper og tandbørster

Onsdag er sidste dag til at fjerne valgplakater. Flere steder i landet arbejdes der på at genanvende dem.
Valgplakater skal senest tages ned otte dage efter valgdagen, hvilket er onsdag. Myndighederne fjerner de resterende - på partiernes regning. (Arkivfoto). | Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Valgplakater skal senest tages ned otte dage efter valgdagen, hvilket er onsdag. Myndighederne fjerner de resterende - på partiernes regning. (Arkivfoto). | Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
af ritzau

Inden landets kommunalpolitikere kan puste ud oven på en lang valgkamp, skal de ud og fjerne deres valgplakater fra hegn og lygtepæle. Det skal ske senest onsdag - otte dage efter valgkampen.

Rundt om i landet bliver der arbejdet på at genanvende plakaterne. Blandt andet i Københavns Kommune, som i samarbejde med Amager Ressourcecenter (ARC) har opstillet 27 midlertidige containere på ARC's i alt ni genbrugsstationer i kommunen.

De skal udelukkede benyttes til at indsamle valgplakaterne. Forsøget går ud på at undersøge, hvor mange valgplakater der kan sikres genanvendelse af, fortæller direktøren i ARC, Jacob H. Simonsen.

"De er lavet på forskellige måder og spænder vidt fra gamle masonitplader med papir på til plast med papir på og til ren plast med print. Derfor er vi interesserede i at se, hvor mange der er af de forskellige typer og også forsøge at få oparbejdet dem til noget fornuftigt," siger Jacob H. Simonsen.

Han forklarer, at direkte genbrug vil være, at plakaterne kan komme op at hænge igen ved næste valg.

"Men man kan også få genanvendt det, så det bliver granuleret og omsmeltet til nye produkter som lamper, tandbørster, toiletsæder eller andet. Det koster så måske mere energi at få det oparbejdet til et nyt produkt, så det er nogle af de balancer, vi er interesserede i at se på," forklarer han.

Også i Thisted Kommune er der opstillet særlige containere til valgplakater af materialet polypropen. Det er det materiale, som langt de fleste plakater er fremstillet af. Når plakaterne af den plasttype sorteres særskilt, kan kommunen sende plakaterne videre til genbrug.

God mening i genanvendelse

I Hedensted har kommunen indgået samarbejde med virksomheden Relife Studio, der siden 2020 har lavet blandt andet lamper ud af skrottet bølgepap.

Men Andreas Petersen, der er medejer af virksomheden, ser også god mening i at genanvende valgplakater.

"Valgplakater er på mange måder et udskældt produkt, som mange mener, er et kæmpe miljøsvineri. Det er bare ikke helt rigtigt, så længe de laves af et produkt, der kan genanvendes. Derfor er det fuldstændig vanvittigt at brænde et materiale af, der har en god genanvendelseseffekt," siger han til TV Syd.

Jacob H. Simonsen håber, at resultaterne fra ARC's forsøg kan hjælpe kandidater til at træffe mere klimavenlige løsninger fremover.

"Får vi klare indikationer af, at nogle produkter er bedre end andre, så kan vi fortælle partikontorerne, at når de ved næste valg skal i gang, så kan de med fordel gøre sådan og sådan," lyder det.

Amager Ressource Center skal prøve at genanvende valgplakater i københavnsk forsøgsprojekt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også