Udvalg vil give sjællandske sygeplejersker lønløft for millioner

Et forslag om at give tillæg for 30 millioner kroner i Region Sjælland skal behandles på et møde 6. december.
Der kan være flere penge på vej til plejepersonale på sygehuse i Region Sjælland. Forretningsudvalget vil afsætte ekstra millioner for at holde på medarbejderne. (Arkivfoto) | Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Der kan være flere penge på vej til plejepersonale på sygehuse i Region Sjælland. Forretningsudvalget vil afsætte ekstra millioner for at holde på medarbejderne. (Arkivfoto) | Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
af ritzau

Der kan være flere penge på vej til sygeplejersker i Region Sjælland. Forretningsudvalget i regionen er således blevet enig om at afsætte 30 millioner kroner til lønforbedringer af plejepersonale på sygehusene. Håbet er, at det kan være med til at fastholde personalet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra regionen.

Halvdelen skal gå til varige lønløft, den anden halvdel til engangstillæg i 2022.

Lønforhøjelserne skal efter planen særligt honorere medarbejdere for deres kompetencer og opgaveløsning samt til fastholdelse.

Regionsrådet skal vurdere forslaget, før det kan endeligt vedtages. Det sker efter planen på et møde 6. december. Hvis regionsrådet nikker ja til forslaget, skal millionerne fordeles efter forhandlinger med de relevante faglige organisationer.

I forslaget er også et beløb på yderligere ti millioner kroner. De penge er tiltænkt at frigøre klinisk personale fra administrativt arbejde.

Regionsrådet har tidligere besluttet at reservere 25 millioner kroner til de medicinske sengeafsnit og akutafdelinger. Det er det beløb, som udvalget ønsker at få hævet til 40 millioner, og som Forretningsudvalget foreslår delt i de tre kategorier.

Vil sende signal til politikerne på Christiansborg

Meddelelsen kommer i en tid, hvor sygeplejersker længe har råbt op om for lav løn og dårlige arbejdsvilkår, og i dag ventes en gruppe af sygeplejersker at sige op i protest mod deres arbejdsvilkår.

Regionen oplyser, at den med det ønskede lønløft vil sende et signal til politikerne på Christiansborg.

"Vi vil gerne sende et klart signal til regeringen og Folketinget. Arbejdet i lønstrukturkomitéen er ekstremt vigtigt for os. Vi forventer derfor også, at arbejdet gøres hurtigt færdigt. Vi kan ikke vente til udgangen af 2022, før der ligger analyser, der så skal omsættes til handling," siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

Det er ifølge den socialdemokratiske regionsrådsformand "afgørende for sygehusenes drift og arbejdsmiljø", at regeringen og Folketinget hurtigt følger op på komitéens arbejde.

I oktober blev lønstrukturkomitéen nedsat, efter at et politisk flertal i august havde grebet ind og afblæst en strejke blandt landets sygeplejersker. Komitéen skal analysere sygeplejerskernes løn og sammenligne den med andre faggrupper i det offentlige. Den skal fremlægge en rapport hurtigst muligt og senest inden udgangen af 2022.

Sygeplejersker vil sige op i protest mod arbejdsvilkår 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også