Folketingsudvalg skal vurdere Støjbergs politiske fremtid

Inger Støjberg risikerer efter reigsretsdommen at blive smidt ud af Folketinget, hvis et flertal ønsker det. Udvalget til Valgs Prøvelse er af Sikander Siddique fra Frie Grønne blevet anmodet om at tage sagen op. (Opdateret)
Folketinget skal nu tage stilling til, om Inger Støjberg skal erklæres uværdig til at sidde på tinge. | Foto: Jens Dresling
Folketinget skal nu tage stilling til, om Inger Støjberg skal erklæres uværdig til at sidde på tinge. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Udvalget til Valgs Prøvelse i Folketinget skal vurdere, om Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget.

Et simpelt flertal i udvalget sender sagen videre til Folketinget, som så skal stemme om sagen. Det er således Folketinget, som - i givet fald - træffer beslutningen, om den tidligere minister kan sidde i Folketinget.

Udvalgsmedlem Sikandar Siddique fra Frie Grønne har anmodet om, at udvalget skal tage sagen op, straks efter at Rigsretten mandag har afsagt dom.

"Vi har officielt anmodet om at få vurderet hendes valgbarhed," siger Siddique.

Udvalgets formand, Lennart Damsbo-Andersen (S), bekræfter, at han har modtaget anmodningen, og at udvalget derfor nu skal se på, hvornår medlemmerne kan mødes.

Næste udvalgsmøde er ikke fastlagt endnu.

Et simpelt flertal i udvalget er nok til at sende sagen videre til Folketinget. Det sker i form af en indstilling og en betænkning.

Inger Støjberg har ikke taget stilling til, hvad hun vil gøre.

"Nu må vi se, hvad der sker. Jeg ved, hvad jeg har sagt, og hvad jeg har gjort. Og jeg har ikke bedt nogen om at gøre noget ulovligt," siger hun efter dommen.

Siden ændringen af Grundloven i 1953 er fire folketingsmedlemmer blevet smidt ud.

Udvalget til Valgs Prøvelse udarbejder en betænkning. Hvis der i Folketinget er simpelt flertal for at erklære Støjberg uværdig til Folketinget, vil hun miste sin plads.

Det er ikke udelukket, at Inger Støjberg, som nu er løsgænger, kan blive medlem af Folketinget på et senere tidspunkt.

Processen:

* Et parti skal ønske at tage sagen op, og på baggrund af det vil Udvalg for Valgs Prøvelse diskutere sagen. Det er det samme udvalg, som behandler eksempelvis folketingsvalg.

* Et simpelt flertal i udvalget er nok til at sende sagen videre til Folketinget. Det sker i form af en indstilling og en betænkning.

* Hvis der er flertal for at sende betænkningen videre, er det samtidig en indikator på, om der er flertal for at erklære medlemmet uværdigt.

* Betænkningen skal behandles af Folketinget. Hvis der er simpelt flertal for at erklære et medlem uværdigt i Folketingssalen, vil vedkommende miste sin plads i Folketinget.

* Selv om et medlem bliver erklæret uværdig til at sidde i Folketinget, kan vedkommende godt blive medlem igen en gang i fremtiden.

* Stifter af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup blev eksempelvis erklæret uværdig på grund af skattebedrageri, men stillede fra fængslet op til valget i januar 1984, hvor han blev valgt ind. Med sin immunitet som folketingsmedlem kunne han forlade fængslet.

Allerede i februar erklærede et flertal dog hans valg ugyldigt, og han måtte tilbage i fængsel. Men i 1987 blev han valgt på ny, og Folketinget fandt ham denne gang værdig.

Rigsretten idømmer Inger Støjberg 60 dages fængsel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også