Flertal vil tvinge regering til handling i forhold til lukkede daginstitutioner

Regeringen bliver pålagt at indkalde til trepartsforhandlinger for at løse problem med daginstitutioner, hvor der er så høj coronasmitte, at institutionen er helt eller delvist lukket.
Det skal være muligt at blive hjemme for at passe sit barn, hvis daginstitutionen er begrænset på grund af corona-amitte, mener Lotte Rod fra De Radikale. | Foto: Aleksander Klug
Det skal være muligt at blive hjemme for at passe sit barn, hvis daginstitutionen er begrænset på grund af corona-amitte, mener Lotte Rod fra De Radikale. | Foto: Aleksander Klug
af ritzau

Et flertal uden om regeringen vil torsdag forsøge at tvinge regeringen til handling.

Sagen handler om forældre, der bliver nødt til at være hjemme med deres børn, fordi børnenes institution er helt eller delvist lukket på grund af corona.

Flertallet i Folketinget vil vedtage en beretning, der pålægger regeringen at indkalde til trepartsforhandlinger. Forhandlinger, der skal finde en løsning for forældrene. Det fortæller børne- og undervisningsordfører i Radikale Venstre Lotte Rod.

Ifølge Lotte Rod er det Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og SF, der sammen med Radikale Venstre støtter beretningen.

"Vi vil gerne have regeringen til at finde en løsning for de mange forældre, der har været i klemme i månedsvis, fordi der er så meget personale, der er væk i børnehaver og vuggestuer, at de er nødt til at blive hjemme med deres børn," siger hun.

"I dag er forældrene i klemme. De kan jo ikke blive ved med at tage fridage, når de ikke kan sende deres børn i institution. Derfor må regeringen på banen og finde en løsning."

I slutningen af januar sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at det er i orden at lukke børnehaver og vuggestuer midlertidigt, hvis det på grund af personalets fravær er uforsvarligt at holde institutionen åben.

Det bringer dog virksomheder og ansatte i et dilemma i de tilfælde, hvor de ansatte må blive hjemme med deres børn.

Tidligere aftale ikke tilstrækkelig

Da der i efteråret opstod et lignende problem i virksomhederne på grund af et stigende antal coronasmittede og hjemsendelser af børnegrupper fra institutioner, indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en aftale. Den gav forældre mulighed for at få barselsdagpenge, hvis de er nødsaget til at passe et barn, som er sendt hjem fra skole eller daginstitution på grund af corona.

Samtidig muliggjorde aftalen, at virksomheder kan få refusion af sygedagpenge fra første sygedag, hvis en ansat er smittet med corona.

Men ordningen løser ikke det aktuelle problem, siger Lotte Rod.

"Man har allerede fundet en løsning, så forældre godt kan være hjemme, når deres eget barn er smittet med corona. Men for en forælder er det det samme, hvis man ikke kan sende sit barn i institution, fordi der er en begrænsning i institutionen."

Hun ser derfor gerne, at ordningen udvides.

"Derfor er vi et flertal i Folketinget, der vil have regeringen til at indkalde arbejdsmarkedets parter, så man kan udvide ordningen og give forældrene den tryghed, der er i, at man selvfølgelig skal kunne være hjemme med sit barn, når man ikke kan sende børnene afsted i institution," siger Lotte Rod.

Pædagoger vil have nødlukning som værktøj efter høj smitte 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også