Danmark stemmer nej til mindsteløn i EU

Minister ser tegn på, at EU-mindsteløn vil få begrænset betydning for Danmark, men stemmer alligevel nej.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har på vegne af Danmark stemt nej til EU-forslag om mindsteløn. | Foto: Philip Davali
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har på vegne af Danmark stemt nej til EU-forslag om mindsteløn. | Foto: Philip Davali
AF RITZAU

Danmark vil stemme nej til direktivet om mindsteløn. Det siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) efter et ministermøde i Bruxelles torsdag.

Udmeldingen kommer, efter at EU-Parlamentet og Rådet i sidste uge blev enige om en aftale om direktivet om mindsteløn.

”Vi har fra starten ment, at det var et forkert redskab at lovgive om mindsteløn, fordi vi i Danmark lige som i Sverige, har kollektive aftaler,” siger Peter Hummelgaard.

Regeringen diskuterer fortsat aftalen med arbejdsmarkedets parter. Diskussionerne vil fortsætte i de kommende uger. Samtidig vil regeringens juridiske eksperter fortsætte med at analysere alle detaljerne i forslaget.

”Vi er fortsat bekymrede for, hvad man vil kunne tolke ud af direktivets tekst, hvis domstolen skulle få anledning til at tolke på det,” siger Peter Hummelgaard.

Derfor vil han lade alle muligheder forblive på bordet - inklusiv en sag ved EU-domstolen.

”Vi holder alle døre åbne for at handle,” siger Peter Hummelgaard.

Han fastslår dog samtidig, at regeringen foreløbigt vurderer, at den nuværende tekst vil have ”begrænset eller ingen indvirkning” på den danske model. Så nu er bekymringen især, om en domstol vil kunne udvide tolkningen af direktivet til ugunst for Danmark. Det skal regeringen diskutere med arbejdsmarkedets parter.

”Det er lykkedes os at skabe en større forståelse for den nordiske aftalemodel. Det ændrer bare ikke på, at vi er ærgerlige over, at der overhovedet skal lovgives, fordi vi mener, at det alene er op til arbejdsmarkedets parter at forhandle løn,” siger Peter Hummelgaard.

Danmark har opbakning fra Sverige, der også vil stemme nej til direktivet. Det kan dog vedtages med kvalificeret flertal. Derfor vil den nordiske modstand ikke være nok, medmindre andre lande går med.

Det er der indtil videre ikke udsigt til. Dermed kan direktivet måske blive endeligt vedtaget på et rådsmøde i september.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter