Landmænd i Vejle Kommune får kritik for ikke at indgå de nødvendige aftaler med kommunen om at sikre sårbare drikkevandsboringer mod sprøjtemidler.
82 boringer kræver beskyttelse, mens der foreløbigt er blevet gennemført otte aftaler, og det er ikke godt nok, lyder det fra formanden for Vejle Byråds klima,-natur-og miljøudvalg, Søren Peschardt (S).
Den kritik køber Nis Kristian Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening, dog ikke ifølge Jydskevestkysten.
”Det har først og fremmest været en dårlig bekendtgørelse fra statens side. Kommunen har ikke haftde nødvendige værktøjer. De små vandværker har haft meget svært ved at se, hvordan de skulle bære omkostningerne,” siger Nis Kristian Hjort til mediet.
Inden udgangen af 2022 skulle de danske kommuner lave lokale og frivillige aftaler med kommunens landmænd og lodsejere om at beskytte drikkevandsboringer mod sprøjtemidler.
Vejle Kommune har formået at beskytte 10 pct. efter deadlinen, og på landsplan lyder andelen på 6,6 pct.
Ifølge Landbrug & Fødevarer har hver tredje BNBO-lodsejer fået tilbud fra kommunen.