“Vi har gjort brug af vores force majeure-klausul i kontrakten til at opsige den langsigtede gaskøbskontrakt. Og opsigelsen markerer afslutningen på vores kontraktlige relationer med Gazprom Export fuldstændigt,” lød det fra adm. direktør Mads Nipper på generalforsamlingen tirsdag til Børsen.
Dermed er det danske energiselskab sluppet ud af sin meget omtalte gaskontrakt med Gazprom, der ellers stod til at udløbe i 2030.
Ifølge Thomas Thune Andersen, der er formand for Ørsted, er det for relativt nyligt, at energiselskabet har kunnet aktivere force majeure-klausulen, der blev udløst af manglende leverancer af gas, og dermed komme juridisk ud af kontrakten.
Som EnergiWatch tidligere har beskrevet, lukkede Gazprom for gassen til Ørsted og Danmark den 1. juni 2022. Det skete efter, at Ørsted havde afvist et russiske krav om at betale for gassen i rubler, men i stedet fastholdt, at man ville betale i euro.