USA’s ambassadør har besøgt fængslet journalist i Rusland

USA og flere andre lande protesterer mod Ruslands undertrykkelse af medier og politisk motiverede fængslinger.
Wall Street Journal-journalist Evan Gershkovich har været tilbageholdt i Rusland i godt to uger. | Foto: Dimitar Dilkoff
Wall Street Journal-journalist Evan Gershkovich har været tilbageholdt i Rusland i godt to uger. | Foto: Dimitar Dilkoff
AF RITZAU/REUTERS

For første gang har USA’s ambassadør i Rusland mandag fået adgang til journalist Evan Gershkovich i det fængsel i Moskva, hvor han tilbageholdes.

”Det er første gang, vi har haft konsulær adgang til Evan, siden han uretmæssigt blev tilbageholdt for over to uger siden,” skriver ambassadør Lynne Tracy i en kort udtalelse.

”Han har det godt og holder sig oven vande,” tilføjer ambassadøren.

Hun gentager opfordringen til russiske myndigheder om at løslade ham omgående. Hun oplyser ikke, hvor lang tid hun tilbragte sammen med den fængslede journalist.

Ambassadørens besøg kommer, dagen inden at der skal holdes et retsmøde i Gershkovichs appelsag om varetægtsfængsling af ham. Journalisten, der arbejder for den amerikanske avis The Wall Street Journal, er blevet sigtet for spionage.

Det er første gang siden 1986, at en amerikansk journalist er tilbageholdt i Rusland på anklager om spionage.

Den 31-årige amerikaner blev i slutningen af marts anholdt i Jekaterinburg. Byen ligger 1800 kilometer øst for Moskva.

Den russiske sikkerhedstjeneste FSB siger, at Gershkovich ”blev taget på fersk gerning” i at indsamle oplysninger for USA om en virksomhed, der indgår i Ruslands ”militære forsvarskompleks.” FSB har ikke fremlagt beviser for de påstande.

Gershkovich har erklæret sig ikke skyldig i anklagerne. Hvis han kendes skyldig, risikerer han op mod 20 års fængsel.

Mandag udsendte USA og over 40 andre lande en fælles udtalelse, hvor de udtrykker deres dybe bekymring over den fortsatte tilbageholdelse af Wall Street Journal-korrespondenten. Landene protesterer mod de russiske ”bestræbelser på at begrænse og intimidere medierne”.

Udtalelsen skal efter planen læses højt af USA’s FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, i FN’s hovedkontor i New York senere mandag.

”Vi opfordrer myndighederne i Rusland til at løslade de, der er tilbageholdt af politiske årsager, og at stoppe den drakoniske undertrykkelse af ytringsfriheden, herunder mod repræsentanter for medierne,” lyder det videre i udtalelsen.

Det Hvide Hus har tidligere betegnet spionageanklagerne som ”latterlige” og har bedt Rusland om omgående at løslade Gershkovich. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også