Medie: Krisemøde i FH er sat på pause

Et krisemøde i Fagbevægelsens Hovedorganisation efter flere dage med pres på formand Lizette Risgaard er lørdag aften blevet suspenderet, skriver DR.
Flere forbund har siden fredag eftermiddag trukket støtten til FH-formand Lizette Risgaard og bedt hende træde af. | Foto: Jens Dresling
Flere forbund har siden fredag eftermiddag trukket støtten til FH-formand Lizette Risgaard og bedt hende træde af. | Foto: Jens Dresling
Ritzau og Nicolai Raastrup

Et hasteindkaldt krisemøde i Fagbevægelsens Hovedorganisation er lørdag aften blevet suspenderet, skriver DR.

Krisemødet er med forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Ifølge Jyllands-Posten blev mødet, der startede kl. 16, indkaldt med med meget kort varsel.

Flere forbund har siden fredag eftermiddag trukket støtten til FH-formand Lizette Risgaard og bedt hende træde af.

Det sker efter, at Ekstra Bladet og Berlingske har kunne berette om upassende opførsel fra formandens side overfor mandlige ansatte i organisationen.

Fredag morgen mødtes FHs forretningsudvalg (FU) for at drøfte de sager, som Ekstra Bladet og Berlingske har belyst.

Efter mødet sagde næstformand i FH Morten Skov Christiansen, at der ville blive påbegyndt en ekstern advokatundersøgelse.

I mellemtiden, lød det fra næstformanden, at der stadig var opbakning til Risgaard som formand.

Herefter meddelte Lizette Risgaard selv, at hun ”helt klart” mente, at hun kunne fortsætte som formand, mens undersøgelsen stod på.

Siden da meldte flere fagforbund, herunder HK med sine godt 226.000 medlemmer, at de ikke længere kunne støtte op om hendes formandskab og bad hende træde af.

Fredag aften lød det i en intern mail, at Risgaard gik på selvbetalt orlov, indtil resultatet fra den uvildige undersøgelse kom. Det var ikke nok for flere af forbundene, der fortsat holdt fast i, at hun skulle trække sig som formand.

HK-formand Anja C. Jensen kaldte lørdag formiddag Lizette Risgaards orlov en god beslutning. Men det ændrede ikke på HK’s mistillid til Lizette Risgaard.

HK, som er Danmarks næststørste fagforbund, meddelte allerede fredag, inden at nyheden om Lizette Risgaards orlov kom frem, at fagforbundet trækker sin støtte til Lizette Risgaard.

- Orloven er ikke nok. Jeg noterer mig, at Lizette nu er kommet frem til at trække sig tilbage, mens undersøgelsen pågår. Det er en rigtig god idé.

- Det ændrer ikke noget i forhold til, om vi har tillid til hende eller ej, siger Anja C. Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også