Detailkæder slår ring om ansatte i kampagne mod hård tone

Store detailkæder og fagforening oplever i stigende grad, at ansatte bliver kaldt ’dumme kælling’, ’idiot’ og andre skældsord, og derfor går aktørerne sammen om en ny kampagne.
Kampagnen sker både på sociale medier og i butikkerne, hvor kunderne vil blive mødt af plakater, mens detailkæderne vil øge fokus på at træne medarbejdere i konflikthåndtering. | Foto: Henning Hjorth
Kampagnen sker både på sociale medier og i butikkerne, hvor kunderne vil blive mødt af plakater, mens detailkæderne vil øge fokus på at træne medarbejdere i konflikthåndtering. | Foto: Henning Hjorth

”Tak, fordi du holder den gode tone”, er navnet på en ny fælles kampagne fra fagforeningen HK Handel og detailaktørerne Lidl, Dagrofa, Salling Group, Coop, Maxi Zoo og Circle K.

Formålet med kampagnen er at tage livstag med nedsættende kommentarer, voldsomme trusler og anden ubehagelig opførsel, som ifølge aktørerne bag kampagnen sker i stigende grad.

Kampagnen sker både på sociale medier og i butikkerne, hvor kunderne vil blive mødt af plakater, mens detailkæderne vil øge fokus på at træne medarbejdere i konflikthåndtering.

”Det er ikke en ny problemstilling, men vi kan se en udvikling, som tog fart under Covid 19-pandemien, og som vi tydeligt har kunnet mærke eskalerede yderligere i takt med den eksplosive inflation sidste år,” siger Louise Gade, HR-direktør i Salling Group, i en meddelelse, der dog ikke oplyser tal for udviklingen.

Bredere kampagne

Salling Group kørte også en kampagne med HK Handel i december, hvor dagligvarekoncernen oplyste, at der i 2022 havde været 39 anmeldelser om vold, overfald og trusler mod ansatte i Salling Groups butikker, der bl.a. omfatter Netto, Bilka, Føtex og Salling-varehusene. Det var en tredobling i forhold til året før.

I lighed med Salling Group oplever Lidl, Coop, Maxi Zoo og Circle K også en hårdere tone, og derfor er de gået med i den nye kampagne.

Flere af kæderne beretter om, hvordan deres medarbejdere har modtaget hadefulde beskeder, nedsættende kommentarer, voldsomme trusler og enkelte gange fået smidt varer efter sig.

Nogle af butikkerne har endda måttet henvise kollegaer til psykologhjælp på grund af ubehagelige oplevelser med kunder.

”Det er vores opgave at passe på medarbejderne og sikre dem optimale arbejdsforhold. Når dialogen foregår i telefonen, som det fx er tilfældet hos kundeservice, oplever vi desværre, at tonen kan få et nøk opad, fordi man glemmer, at der sidder et rigtigt menneske i den anden ende af røret,” siger Bo Demant, adm. direktør i Maxi Zoo, i meddelelsen.

Ifølge en medlemsundersøgelse fra HK Handel har 80 pct. af de adspurgte butiksansatte oplevet at blive talt grimt eller nedsættende til indenfor det seneste år. Samtidig har 14 pct. oplevet at blive truet med vold.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også