Forsker: Regeringens strategi for større EU kommer med en pris

En ny strategi, hvor Danmark aktivt vil støtte flere landes indmeldelse i EU, vil koste, siger forsker.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har præsenteret en ny strategi for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. | Foto: Jonas Olufson
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har præsenteret en ny strategi for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. | Foto: Jonas Olufson
AF RITZAU

Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er ”historisk”.

Det vurderer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel.

”Den nye strategi afspejler den meget forandrede situation, som er kommet i Europa og i vores nærområde siden Ruslands åbne invasion af Ukraine. Så det er et historisk skifte, men også et naturligt skifte,” siger han.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) præsenterede tirsdag strategien, der har overskriften ”pragmatisk idealisme”.

Det er den første udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der præsenteres efter invasionen af Ukraine.

Ud over fortsat at støtte Ukraine i krigen mod Rusland præsenterer strategien en ambition om over 30 medlemslande i EU og en udvidelse af Nato.

Danmark har ikke tidligere forholdt sig til de østeuropæiske lande på den måde, siger Flemming Splidsboel.

”Og med god grund måske. Det har været svært, dyrt og fjernt for os. Men nu skal vi gøre det på en anden måde,” siger han.

Dyrt at få fattige med ind

Ukraine står først på listen til at træde ind i EU. Georgien og Moldova følger tæt efter. Det bliver dyrt, lyder det fra Flemming Splidsboel.

”Flere af landene er forholdsvis fattige og har brug for støtte for at komme op på vores niveau og ubesværet glide ind i EU. Det knytter sig primært til Ukraine, som er et stort land, mens Georgien og Moldova er forholdsvis små,” siger han.

Lars Løkke Rasmussen sagde efter præsentationen af strategien, at nye medlemslande vil ændre på flere medlemslandes økonomiske forpligtelser.

”Nogle af de lande, der i dag får penge af EU, skal måske pludselig begynde at betale. Og os, der betaler, skal måske betale mere. For hvis man ikke er parat til at tage den diskussion, er det jo et tomt signal at byde Ukraine velkommen til familien,” lød det fra ministeren.

Selv om Danmark er et lille land, og den udenrigspolitiske strategi ikke kan rykke meget, sender den alligevel et signal til resten af verden, vurderer Flemming Splidsboel.

”Vi fortæller, at det er det her, vi satser på. Det kan tjene som inspiration andre steder. Det kan have en resonans og en forstærkende effekt. Samtidig kan der være nogle lande derude, som læser strategien og tænker, at Danmark ikke har glemt dem. På trods af at der er en meget stor krig lige rundt om hjørnet. Det gælder ikke mindst i Moldova og Georgien,” siger han.

Det kan være svært at gisne om, hvad Danmarks rolle på sigt vil blive i Nato. Det kommer an på, hvad krigens udfald bliver.

”Det er meget præmaturt lige nu, fordi vi ikke ved, hvad der sker. Vi skal bare sørge for, at Rusland taber krigen. Og hvis Rusland gør det, er der en stribe østeuropæiske lande, der venter på at melde sig ind,” siger han.

Én ting er Flemming Splidsboel dog ikke i tvivl om. 

”Krigen i Ukraine vil med stor sandsynlighed være omdrejningspunkt for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og dansk forsvarspolitik i de kommende årtier,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter