Mette Frederiksen skal tale klima i Sydafrika og Namibia

Sammen med Hollands premierminister, Mark Rutte, rejser statsministeren 19. juni til Afrika. (Opdateret)
Statsminister Mette Frederiksen (S) og Hollands premierminister, Mark Rutte, tager på fælles tur til Sydafrika for blandt andet at tale klima.. | Foto: Eva Plevier/Reuters/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) og Hollands premierminister, Mark Rutte, tager på fælles tur til Sydafrika for blandt andet at tale klima.. | Foto: Eva Plevier/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal fra 19. til 21. juni opholde sig i Afrika sammen med Hollands premierminister, Mark Rutte. 

De skal besøge Namibia og Sydafrika, meddeler Statsministeriet i en pressemeddelelse. 

”En af vores generationers største udfordring, klimakrisen, er noget, vi skal finde fælles løsninger på. Sydafrika og Namibia har begge stort potentiale for den grønne omstilling, og de vil gerne,” siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse. 

”Sidste år indgik Danmark og Sydafrika et Grønt Strategisk Partnerskab, der er et stærkt fundament for fælles løsninger på klima- og energikrisen, som vi skal arbejde videre på. Også Namibia er en frontløber, som har store grønne ambitioner. Det er muligheder, vi skal gribe,” siger hun. 

Mette Frederiksen og Mark Rutte skal i Namibia besøge landets præsident, Hage Geingob, og senere besøger duoen den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa. 

Mette Frederiksen ser Namibia og Sydafrika som vigtige partnere i kampen for international fred, frihed og sikkerhed. 

”De har samtidig nogle af verdens bedste forudsætninger for udbygning af vedvarende energi, som er en vigtig del af den globale grønne omstilling,” siger statsministeren.

”Krigen i Ukraine har haft store konsekvenser for lande verden over, ikke mindst på det afrikanske kontinent. Vores fælles dansk-nederlandske besøg til Namibia og Sydafrika er et vidnesbyrd om det europæiske ønske om et styrket samarbejde og partnerskab,” siger hun. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også