Debat.

Havde landets kulturpolitik været indlagt på psykiatrisk afdeling, ville diagnosen formentlig lyde på dissociativ identitetsforstyrrelse. En lidelse hvor den ramte har to eller flere personligheder ofte i kombination med amnesi, hvor den ene personlighed ikke kender til den eller de andre.

Da kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) for nylig præsenterede sin kulturpolitiske redegørelse, var det med en fortælling om kulturens store erhvervsøkonomiske betydning. Med ikke færre end 160.000 beskæftigede og en omsætning på 109 mia. kr. overgår det landbruget, lød det.

Altså et klart – og meget befriende – erhvervspolitisk fokus på kultur og medier.

Det fokus er helt væk i den medieaftale, som en breds kreds af partier offentliggjorde i for kort tid siden. Den aftale handler om Danmark som ’en stor kulturnation’, børn som ’forsøgsdyr’ og medierne som et ’landskab’ for at sætte det lidt på spidsen.

Ikke én gang optræder ordet ’erhverv’ i den nye medieaftale, ikke én gang taler man om ’beskæftigelse’. I førnævnte kulturpolitiske redegørelse optræder de hhv. 50 gange og 13 gange. 

Negativt incitament

Hvis medieaftalen også havde haft et erhvervspolitisk sigte, ville den have indeholdt initiativer med positivt incitament til at investere i dansk tv- og filmproduktion. Altså at tiltrække investeringer fra ind- og udland, der kan skabe beskæftigelse, udvikle nye talenter og i det hele taget bidrage til at fortsætte den positive udvikling, tv-branchen har været igennem siden 2012. 

Men det er det modsatte, vi har fået; et negativt incitament.

Hvis danske og udenlandske streamingtjenester ikke frivilligt investerer en passende stor del af deres omsætning i dansk indhold, skal de betale en omsætningsafgift til staten. Ja, det sidste skal de alle omstændigheder; så hedder det bare et kulturbidrag på to pct. Man fristes til at låne en moderne medieterminologi og tale om eMOMS – ekstrameromsætningsafgift.

I en højere sags tjeneste

At disse tjenester i årene 2020 og 2021 ifølge European Audiovisual Observatory investerede massivt i dansk indholdsproduktion – i 2021 ca. 400 mio. kr. eller ti pct. af deres anslåede danske omsætning – og skabte internationale succeser, job, talentudvikling og eksport synes glemt. 

Når en dansk film eller serier fra DR eller TV 2 har international succes, er vi ved at revne af stolthed. Når en udenlandsk streamingtjeneste investerer i en dansk produktion i håb om, at den også vil være populær i udlandet, er det udtryk for utiltalende interesse i at tjene penge.

Retorikken op mod aftalen var præget af hændervridende bekymring for dansk film og tv-produktion. ’Det står helt stille’ på produktionsmarkedet, og dansk film har desperat brug for flere støttemidler, har det lydt fra bl.a. Producentforeningen og Filminstituttet.

Men hvor slemt stod det egentlig til, før vi fik den nye medieaftale?

Vi ved det faktisk ikke, for siden 2017 er ikke lavet en aktuel analyse af forholdene i erhvervet. Kendsgerningen er dog, at dansk tv og indholdsproduktion har haft stor fremgang, siden Netflix som den første streamingtjeneste invaderede det danske marked i 2012.

• Fra 2012 til 2022 øgede tv-producenterne deres omsætning med ca. 50 pct. fra 1,3 mia. kr. til ca. 1,9 mia. kr. om året ifølge Producentforeningens årlige brancheanalyse.
• De kommercielle broadcastere er også vokset, fx er det statsejede TV 2 gået fra en omsætning på 2,5 mia. kr. i 2012 til 3,9 mia. kr. i 2022, ca. + 56 pct.
• Og rettighedsorganisationen Copydan har fordoblet sine indtægter fra tv-markedet fra ca. 600 mio. kr. til 1,2 mia. kr. om året i samme periode.

Samtidig er det teknologiske gab mellem streamingtjenester og traditionelle broadcastere blevet lukket. TV 2’s streamingtjeneste, TV 2 Play, har rundet én million betalende abonnenter og er tæt på at overhale Netflix, som den tjeneste, de danskerne nødigst vil undvære. Det samme er det skatte- og licensfinansierede DRTV målt i forbrug.

Og streamingtjenesterne er blevet del af de traditionelle tv-pakker, så den brede interesse for de nye tjenester nu er med til at understøtte distributionen af klassisk public service-tv.

Dårlig timing

Selv om meget af usikkerheden forsvinder med en bred og flerårig aftale, er det ud fra en branchemæssig vurdering et skidt tidspunkt at introducere en lovgivning med negativt incitament.

Investeringsforpligtelsen på de tre pct. er nok til at leve med for tjenesterne. Som nævnt har de i 2020/2021 investeret ca. ti pct. af deres omsætning i danske produktioner. Men det er svært at forestille sig, at man kan trække mellem to og fem pct. ud af toplinjen i en virksomhed, uden det sætter sig spor i investeringer, priser og beskæftigelse. 

Det havde klædt medieaftalen, hvis den havde haft for øje, at mediepolitik ikke kan isoleres fra erhvervspolitik, når tv- og filmerhvervet for langt størstedelen hviler på en markedsøkonomi. Den kommercielle del af tv- og streamingmarkedet omsætter for op mod ti mia. kr. om året og beskæftiger et tusindtal.

Film- og producentmiljøet har haft en legitim ret til at efterlyse flere penge og friere muligheder for at søge offentligt administrerede midler, ligesom man har været i sin fulde ret til at mene, at streamingtjenesternes skal betale gildet. 

Men det må også være tilladt at erindre om, at dette miljø uagtet dets uomtvistelige betydning for dansk tv og films fine internationale renommé også består af private virksomheder, hvoraf flere er del af store internationale koncerner.

Vigtigt signal

Når kulturministeren snart indkalder til forhandlinger om en ny filmaftale, må man håbe, at han ikke blot medbringer de dejlige millioner fra medieforliget, men også pointen i sin kulturpolitiske redegørelse; i en liberal økonomi er kultur og erhverv to sider af samme mønt, og medieftalen er et indgreb i markedet.

Film- og produktionsbranchen har efterlyst incitamentsordninger i årevis, senest eksempelvis i et debatindlæg i Politiken den 8. marts. Danmark er det eneste nordiske land – og et af de få i EU – uden incitamentsordninger, der kan tiltrække udenlandske produktioner til dansk grund.

Et stærkt incitamentsudspil vil sende et vigtigt signal om, at Danmark trods beskatning af streamingtjenester faktisk gerne vil udenlandske aktører.