Vanopslaghs boligsag bliver efterforsket af politiet

Partilederen i Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, er havnet i politiets søgelys på grund af en boligsag.
Politiet åbner nu en sag mod formanden i Liberal Alliance, Alex Vanopslagh. | Foto: Jens Dresling
Politiet åbner nu en sag mod formanden i Liberal Alliance, Alex Vanopslagh. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Politiet har indledt en efterforskning af formand i Liberal Alliance Alex Vanopslaghs boligsag.

Det skriver Dagbladet Information, der har fået det oplyst af Københavns Politi i forbindelse med en afhøring af en af Informations journalister.

Ifølge mediet oplyser Københavns Politi ikke, hvad status er på efterforskningen, der vil inkludere afhøring af vidner, eller om Alex Vanopslagh er sigtet i sagen. Årsagen er ”af hensyn til beskyttelsen af personoplysninger”.

Liberal Alliance oplyser til Information, at partilederen ikke er blevet afhørt af politiet.

Formanden selv mener ikke, at der er noget at komme efter for politiet.

”Jeg har ikke noget at skjule og ser frem til en afklaring på sagen,” skriver Alex Vanopslagh i en kommentar til avisen.

LA-partilederen fik fra 2020 til 2022 uberettiget et tilskud til dobbelt husførelse og en lejlighed stillet til rådighed af Folketinget.

Han fik tilskuddet og lejligheden, fordi han havde folkeregisteradresse i Struer i perioden.

Har brudt regler

Men Struer Kommune har afgjort, at han brød cpr-loven ved at opholde sig for lidt i Struer.

Siden har Vanopslagh betalt hele tilskuddet tilbage og opsagt sin folketingsbolig.

Alex Vanopslagh har også tidligere erkendt at have brudt cpr-loven og Folketingets regler.

Han har forklaret, at han ikke havde læst de papirer, han skrev under på, hvor han erklærede at overholde reglerne.

Tidligere på året besluttede Folketingets Præsidium at drøfte Vanopslaghs boligsag.

Det skete, efter at gruppeformand i Enhedslisten Peder Hvelplund bad præsidiet tage stilling til, hvorvidt der bør rejses en politisag mod Vanopslagh.

Folketingets Præsidium valgte kort tid efter drøftelsen ikke at gå videre med behandlingen af boligsagen.

”Vi har i Præsidiet haft en grundig drøftelse af sagen, og vi er enige om, at Folketinget ikke skal foretage sig yderligere,” udtalte Folketingets formand, Søren Gade (V), i en pressemeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter