Vandsektoren er med til at sikre det sunde drikkevand, transportere det beskidte spildevand til ressourceanlæg, hvor vi får renset vandet, således at det atter kan ledes ud i naturen. Hertil håndterer vandsektoren de store påvirkninger fra klimaudfordringerne og arbejder samtidig for en klimaneutral sektor – alt dette til en gennemsnitlig pris lige under 6.000 kr. årligt.

Prisen for rent drikkevand, renseprocesser og klimaneutralitet kan dog ikke blive ved med at blive holdt nede, og selvom jeg er overbevist om, at borgerne ville betale mere, så sætter Vandsektorloven begrænsningerne. I vandsektoren har vi i dag en økonomisk regulering, der sætter nogle helt urealistiske effektiviseringskrav til vandbranchen og som samtidig betyder en stor administrativ byrde for vandsektoren og for den sags skyld staten. Vi har fået bygget et system op, der på ingen måde modsvarer værdien.

Der skal investeres heftigt i den danske vandsektor. For at forsyningerne skal kunne håndtere øgede mængder af spildevand, nye miljøfremmede stoffer og klimatilpasning, er der brug for en økonomisk regulering, der understøtter de samfundsøkonomiske udfordringer og de politiske målsætninger og ikke modarbejde dem.

De store forsyninger tvinges til at drosle ned på investeringerne

Vi kan i dag se, hvordan nogle af de største forsyninger melder ud, at forsyningerne på grund af den økonomiske regulering, må drosle ned for investeringerne. Hofor, Danmarks største forsyningsselskab, har tilkendegivet, at det bliver nødt til at drosle ned for investeringer indenfor klimatilpasning i Storkøbenhavn med blandt andet det argument, at effektiviseringskrav på nyinvesteringer udhuler mulighederne for at drive og vedligeholde eksisterende systemer. Usikkerheden omkring, hvordan hele reguleringens beregningsmotor er og bliver skruet sammen, er uklar.

Samtidig har Danmarks største renseanlægsforsyning, Biofos, meldt ud, at de kan blive tvunget til at sænke vandkvaliteten i det rensede spildevand, som ledes til Øresund på grund af den økonomiske regulering. Biofos har været presset af stigende priser på blandt andet energi og kemikalier, og kan nok ikke indenfor den økonomiske ramme fortsat levere bedre end kravene. Basalt set betyder dette, at det rensede spildevand, der ledes til Øresund, kan blive af ringere kvalitet end i dag, hvor Biofos leverer bedre end udløbskravene. Når man gerne vil have bedre vandkvalitet og badevandskvalitet og biodiversitet, er dette et skridt i den forkerte retning.

Jeg har igennem de seneste mange år arbejdet i vandbranchen som forsyningsdirektør i Hofor og nu som direktør i konsulentverdenen hos Envidan. Jeg har oplevet branchen fra begge sider og har samtidig arbejdet med den økonomiske regulering i forsyningen og nu som konsulent. Kort sagt, så er en økonomisk regulering på et monopol område et fornuftigt princip, men for vandsektoren administreres denne ikke fornuftigt, og den koster mange ressourcer i forsyningerne og for staten.

Sløjf effektiviseringskravene på de konkurrenceudsatte anlægsaktiviteter

Den økonomiske regulering af vandbranchen er pt. bygget op omkring en TOTEX-regulering, hvor såvel drifts- som investeringsomkostninger er indeholdt i reguleringen. Reguleringen foreskriver, at vandselskaber løbende skal effektivisere, og dermed skal de løse de samme opgaver billigere (mere effektivt) år efter år. 

Denne model udfordrer vandselskaber i især de større byområder, hvor der ligger en stor vækst af primært anlægsinvesteringer forude. Anlægsinvesteringerne er vanskelige løbende at effektivisere ud over, hvad en god konkurrenceudsættelse kan medføre. Med en voldsom vækst i anlægsinvesteringerne, er der grænser for, hvad der kan indhentes på effektiviseringerne i driften, uden at sætte forsyningssikkerheden over styr. 

Lad os tage udgangspunkt i et klimaprojekt – det kan være en ny tunnel til transport af regnvand eller et nyt renseanlæg, der kan rense for miljøfremmede stoffer – her vil forsyningen konkurrenceudsætte denne aktivitet baseret på enten pris eller det økonomisk mest fordelagtige tilbud. 

Derefter går det vindende hold i gang med at løse opgaven bestående af planlægning, projektering og udførelse. Når forsyningen overtager projektet og dermed driften af den nye tunnelledning eller det nye renseanlæg, foreskriver reguleringen, at der skal effektiviseres på såvel drift af tunnelen som den afholdte anlægsinvestering. 

Det giver ikke mening, da man ikke kan effektivisere på allerede afholdte anlægsomkostninger, der endda har været konkurrenceudsat. Jo større investeringer, der skal ske i et forsyningsselskab, desto mere vil selskabet blive ramt af effektiviseringer. 

Den eneste måde forsyningsselskabet kan modsvare disse effektiviseringskrav på, er ved at skære ned på enten investeringer eller sænke kvaliteten af forsyningsydelserne. Det gavner ikke samfundet, den enkelte borger eller vores vandmiljø, og det bevirker heller ikke, at vi som branche kan opfylde de politiske ambitioner.

Jeg håber virkelig, at det lykkes denne gang at lande en ny vandsektorlov. En ny lov, der kan understøtte branchen i stedet for at begrænse den. Som branche har vi brug for at skrue op for tempoet, have plads til at tænke innovativt og bæredygtigt og ikke bremse tiltag, der kan sikre det sunde drikkevand fremadrettet, klimasikringen af vores byer og sikre, at vi fortsætter den bæredygtige udvikling til gavn for borgere, væksten i samfundet og vores alles vandmiljø. Det må vi kunne gøre i fællesskab på en mere simpel måde, hvor alle kan gennemskue reguleringens mekanismer.