Novo-fonden efter pride-sag i Chr. Hansen: Vores værdier som seksuel orientering bør gælde i de virksomheder, vi investerer i

Storaktionæren Novo Nordisk Fonden afviser at tage stilling til Chr. Hansens droppede støtte til LGBTQ-miljøet
Novo Nordisk Fonden, der ejer 22 pct. af Chr. Hansen, vil ikke forholde sig til ingredienskoncernens droppede støtte til LGBTQ-miljøet. | Foto: Novo Nordisk Fonden / Pr
Novo Nordisk Fonden, der ejer 22 pct. af Chr. Hansen, vil ikke forholde sig til ingredienskoncernens droppede støtte til LGBTQ-miljøet. | Foto: Novo Nordisk Fonden / Pr

Novo Nordisk Fondens værdier om tryghed for alle, uanset seksuel orientering, bør gælde i de virksomheder, fonden investerer i.

Det fastslår fonden over for PolicyWatch i kølvandet på heftig kritik af ingrediensselskabet Chr. Hansens kovending i forhold til støtten til LGBTQ+ miljøet.

”Vores politik hos Novo Nordisk Fonden og Novo Holdings er klar. Det er en vigtig del af vores værdisæt, at alle- uanset køn, seksuel orientering, alder og etnicitet – skal kunne føle sig trygge til at være og kunne give udtryk for, hvem de er. Det er en politik, som vi også mener bør gælde i de virksomheder, vi investerer i,” skriver Petrine Knowles Gjelstrup, leder af People & Organisation i Novo Nordisk Fonden, i en mail til PolicyWatch. 

Novo Nordisk Fondens formand, Lars Rebien Sørensen, afviser over for PolicyWatch at kommentere sagen.

Novo Nordisk Fonden ejer via investeringsselskabet Novo Holdings 22 pct. af Chr. Hansen, og ejer også 26 pct. af Novozymes, som Chr. Hansen er ved at fusionere med. 

”Alvorlige trusler”

Chr. Hansen er blevet kritiseret af både medarbejdere og omverdenen, efter at den i juni droppede al synlig støtte til lgbtq+ miljøet. Over for DR forklarede virksomheden, at amerikanske ansatte havde været udsat for ”alvorlige trusler og aggressive anklager ” som følge af virksomhedens støtte til Pride-arrangementer. 

Over for Børsen har Chr. Hansen dog også forklaret, at den droppede støtte hænger sammen med pres fra en amerikansk kunde, og i en video fra Chr. Hansens intranet, som blev lækket til DR, forklarer topchef Mauricio Graber beslutningen med, at virksomhedens ”kunder og markedsandele skal beskyttes”. 

Til Marketwire forklarede Mauricio Graber i starten af juli sagen på denne måde:

”Det hænger sammen med, at Pride-flaget i USA i år desværre er blevet meget politiseret og er blevet et ekstremt følsomt emne. Og som en global virksomhed er vi nogle gange nødt til at tage sådanne forbehold”.

Petrine Knowles Gjelstrup vil ikke kommentere, hvad fonden mener om den stil, og om det også bliver holdningen i det fusionerede Chr. Hansen/Novozymes. 

”Jeg vil ikke udtale mig om, hvilken politik det fremtidige fusionerede selskab skal føre eller kommentere på de konkrete beslutninger, som Chr. Hansen har taget,” skriver hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også