Vandsektorens fremmeste opgaver er at realisere de politiske beslutninger om for eksempel investeringer i grøn omstilling, rent vand, rensning af spildevand for nye stoffer og klimasikring, samtidig med at selskaberne drives effektivt. Det er opgaver, som selskaberne tager meget alvorligt.

Og derfor er det meget alvorligt, at forslaget om den nye økonomiske regulering af vandsektoren vil bremse de investeringer, der skal sikre rent drikkevand og bedre spildevandsrensning, vil hæmme innovation og udvikling i grønne løsninger, samt medføre øget bureaukrati. 

Fra forsyningsselskaberne, rådgivere, brancheorganisationer og vidensinstitutioner bliver der peget på de samme negative konsekvenser af det nuværende forslag. Og det er bekymringer, som vi deler i Hofor, der står for vand, spildevand og skybrudssikring i Hovedstadsområdet.

Lovforslaget skaber nemlig usikkerhed om vandsektorens muligheder for at indfri nye politiske krav og ønsker. Lovforslaget er skruet sådan sammen, at når Hofor skal investere i nye anlæg for at leve op til nye politiske krav, så vil disse investeringer medføre nye og større effektiviseringskrav. Således vil selskaberne blive straffet for at leve op til nye politiske krav.

Kort sagt vil lovforslaget resultere i, at Hofor ikke kan dække sine omkostninger til fremtidens drift og investeringer, selvom Hofor lever op til de effektiviseringskrav, som lovgivningen opstiller. Resultatet vil være løbende driftsunderskud, som vil udhule vores egenkapital og bringe den sikre drift af vandforsyningen i fare. 

Efter et par år med møder og dialog om lovforslaget står jeg tilbage med et indtryk af, at ovenstående bestemt ikke har været det politiske ønske med lovgivningen. Det er mit klare indtryk, at beslutningstagerne ønsker en lovgivning, som gør vandsektoren effektiv – både i et miljømæssigt og økonomisk perspektiv. 

Men jeg står også tilbage med et indtryk af, at der i nogle dele af embedsværket er en høj grad af mistillid til selskabernes evne til at forvalte opgaverne, og at denne mistillid har ført til en meget kompleks regulering, som kun de færreste faktisk kan gennemskue konsekvenserne af – og som har den konsekvens, at lovforslaget kun har fokus på urealistiske effektiviseringer, bureaukrati og kontrol, mens problemstillinger som sikring af rent drikkevand, vandmiljøets tilstand og miljøfremmede stoffer ikke tages i betragtning. 

Effektiv på flere måder

Vandforsyning er et monopol, og derfor skal sektoren reguleres. Der skal være rammer, som presser sektoren til at passe på udviklingen i forbrugerpriserne. Men der skal også sættes nogle fornuftige rammer for den løbende effektivisering, som ikke fjerner det økonomiske grundlag for selskaberne, for eksempel ved at tvinge selskaberne til at lånefinansiere driften eller lignende. Siden 2011 har den samlede sektor modtaget effektiviseringskrav for 3,5 mia. kr., og denne effektivisering bør fortsætte understøttet af realistiske rammer, så priserne for forbrugerne ikke stiger unødigt, men omvendt godt kan stige, hvis der er politiske ønsker, der skal realiseres.

En samlet branche har peget på en lang række løsninger, der kan sikre, at en fremtidig regulering understøtter en effektiv sektor, der kan levere på de politiske ønsker og krav - og samtidig levere rent drikkevand og klimasikring til borgerne. Her i blandt at nedbringe effektiviseringskravene til et niveau som ses i andre forsyningssektorer. Enten ved at regulere på lignende vilkår som elnetselskaber, ved at sætte et loft på de generelle effektiviseringskrav eller ved at sløjfe effektiviseringskrav på de konkurrenceudsatte anlægsaktiviteter. Det er kun for at nævne nogle få af de løsningsveje, som er blevet foreslået.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at sektoren ønsker at være en aktiv medspiller, der bidrager til håndtering af samfundets udfordringer, såsom rensning for PFAS og andre miljøfremmede stoffer, beskyttelse af drikkevandet, nedbringelse af overløb og klimatilpasning. Og samtidigt gøre det på en så effektiv måde som muligt. 

Men siden den politiske aftale fra 2018, som ligger til grund for lovforslaget, er der løbet meget vand under broen, og alle er blevet langt klogere på de udfordringer, som vi på vandområdet står overfor. Der er blevet sat yderligere skub i den grønne omstilling, som vandsektoren også skal bidrage til, omfanget af miljøfremmede stoffer og PFAS har vist sig større og kalder på nye løsninger og der er kommet et helt nyt fokus på betydningen af forsyningssikkerhed – både i energi- og vandforsyningen. 

Man kunne derfor godt få det indtryk, at det ville være mest rigtigt at starte forfra, og give lovforslaget det rigtige afsæt i et bredt partnerskab mellem vandsektoren, rådgivere, erhvervslivet, vidensinstitutioner og fagfolk fra både Erhvervsministeriet, Klima-, Energi og Forsyningsministeriet samt Miljøministeriet, så forslaget kunne få den rigtige vægt mellem forbrugerøkonomiske samt klima- og miljøhensyn.