Det er ikke kun supermarkederne, der er plaget af et stigende antal butikstyverier. Også andre dele af detailhandlen er ramt, og det får nu XL Byg i Hals i Nordjylland til at overveje nye tiltag, skriver Nordjyske.
”Vi har opdaget så mange ting forsvinde hen over sommeren. Jeg er faktisk en lille smule rystet. Det er stigende. I allerhøjeste grad,” siger Ole Sørensen, der har arbejdet i byggemarkedet gennem ni år.
Ifølge Ole Sørensen overvejer forretningen på baggrund af udviklingen, om bestemte varer fremover skal låses inde for at forhindre tyverier, ligesom investering i mere overvågningsudstyr er på tale.
Antallet af anmeldte butikstyverier er på halvandet år steget med 64 pct. og lå i andet kvartal i år på det højeste siden 2001 ifølge sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik.
Som DetailWatch tidligere har beskrevet er det især dagligvarebutikker, der trækker statistikken op.
I andet kvartal i år kom 71 pct. - eller 4.145 - af de i alt 6.134 anmeldte butikstyverier fra dagligvarebutikker.