Den 2. oktober tiltræder Isabella Arendt som senior public affairs rådgiver i Landbrug & Fødevarer (L&F).
Isabella Arendt kommer fra en stilling som Public Affairs Manager i Szpirt & Co og har tidligere været landsformand for Kristendemokraterne, fremgår det af en pressemeddelelse fra L&F.
Peter Ahrenfeldt Schrøder, de rer afdelingsleder for Public Affairs i interesseorganisationen, udtaler om den nye ansættelse:
”Isabella har flere års konkret erfaring med dansk politik, tårnhøj faglighed og appetit på at gøre en forskel for landbruget, fødevarevirksomhederne og deres rolle i den grønne omstilling. Der er lagt i kakkelovnen til en spændende og afgørende politisk sæson for vores erhverv, og her kommer Isabella til at spille en nøglerolle.”
Isabella Arendt vil i Folketinget for De Konservative
Efter at den tidligere formand for Kristendemokraterne i maj sidste år stoppede som formand og meldte sig ud af partiet, meldte hun sig en måned efter ind i De Konservative, som hun ville forsøge at komme i Folketinget for.
Den politiske karriere er nu skiftet ud med et job i interesseorganisationen, som hun ifølge pressemeddelelsen glæder sig til.
Kristendemokraterne har ikke opnået valg til Folketinget siden 2000’erne. Efter at have været uden repræsentation i Folketinget i 16 år fik Kristendemokraterne i 2021 et folketingsmedlem, da Jens Rohde skiftede fra De Radikale til Kristendemokraterne. Han meldte sig dog ud af partiet i august og fortsatte som løsgænger frem til valget, hvor han ikke genopstillede.
Jeppe Hedaa blev i marts valgt som ny formand for Kristendemokraterne, efter Marianne Karlmose trak sig som formand for partiet i november 2022. Der var ingen modkandidater til posten.