København mangler desperat boliger. I de næste 25 år ventes København at vokse med tæt på 100.000 nye borgere. Det giver et forventet behov for 64.000 nye boliger.
I de seneste 15 år er der opført 20.000 små og mindre boliger, men da mange boliger sammenlægges, er antallet kun steget med 10.000. Disse tal viser med al tydelighed, at der er brug for en helt ny forståelse for, hvordan København kan skabe plads til de mange nye københavnere.
Vi kan ikke blive ved med at fastlåse København, som den er nu, selvom vi holder meget af den velkendte by. Vi er nødt til at acceptere, at der skal bygges mange flere boliger tættere og højere, end vi er vant til. Alternativet er en by alene for velhavere, som vi har set i London. Det er der næppe nogen der ønsker sig.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) har onsdag fremlagt en boligredegørelse der slår fast, at behovet for flere boliger ikke har været større. De seneste år er der bygget alt for få boliger. Finanskrisen og coronaepidemien bærer begge en del af skylden for den negative udvikling.
Vi skal i bygge- og ejendomsbranchen tage imod overborgmesterens indbydelse til dialog og lade fordommene og de velkendte værktøjer blive hjemme. Vi er nødt til at erkende, at vi som udviklere sammen med bl.a. de almene selskaber er nødt til at finde nye løsninger. København skal være for alle og et mix mellem mange boligformer – privat udlejning, andelsboliger, ejerboliger og almene.