Beskæftigelsen runder milepæl – over tre millioner i arbejde

I lang tid har antallet af lønmodtagere i Danmark haft kurs mod milepælen tre millioner. I august blev grænsen krydset.
Milepælen har dog det forbehold, at det er foreløbige tal. (Arkivfoto) | Foto: Jens Henrik Daugaard
Milepælen har dog det forbehold, at det er foreløbige tal. (Arkivfoto) | Foto: Jens Henrik Daugaard
af ritzau

For første gang nogen sinde runder antallet af lønmodtagere i Danmark tre millioner.

I august var der 3.000.600 personer med lønmodtagerjob, oplyser Danmarks Statistik fredag.

Fra juli til august steg antallet af lønmodtagere således med 4300 personer.

I lidt under tre år har lønmodtagerbeskæftigelsen været på næsten uafbrudt optur.

Økonomer glæder sig over en bred kam over, at milepælen på tre millioner er blevet rundet.

”Det er på alle måder historisk, og der er ingen tvivl om, at den stærke beskæftigelse er årets helt store positive overraskelse,” vurderer Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar.

I januar 2021 - da den næsten uafbrudte stigning begyndte - var der knap 2.762.000 lønmodtagere. Siden er der kommet knap 240.000 til.

Men økonomerne varsler, at udviklingen i den danske beskæftigelse ikke ser ud til at vare ved.

Ser man på den europæiske økonomi, er den ”i bedste fald stagnerende”, vurderer cheføkonom hos Danske Bank Las Olsen, og det er Danmarks også, bemærker han.

”Der er stadig mange ledige stillinger, men ikke så mange som der har været, og vi forventer, at vi der vil være moderat faldende beskæftigelse i den kommende tid,” skriver han.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) glæder sig over, at ”den magiske grænse” er nået.

Hun understreger dog, at der fortsat skal sættes ind, så virksomheder kan få den nødvendige arbejdskraft.

”Vi er ikke i mål endnu. Vi skal have et mere rummeligt arbejdsmarked. Flere unge uden job og uddannelse skal have en plads på arbejdsmarkedet, flere indvandrere skal i job, og flere skal opkvalificeres og efteruddannes,” siger hun i en pressemeddelelse.

Danmarks Statistik tager det forbehold, at tallene er foreløbige. De er korrigeret for normale sæsonudsving.

Med fredagens beskæftigelsestal for august er der også kommet en nedjustering af julis tal på 1000 personer.

Den betyder, at beskæftigelsen i juli faldt en smule i forhold til juni - i stedet for at stige en smule.

Økonomer efter næsten uafbrudt optur: Nu slutter jobfesten snart

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også