Danmark indgår samarbejde med Japan om havvind

Samarbejdet går ifølge mediet Nikkei ud på, at udvikle teknologi til masseproduktion af flydende vindmøller.
Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), er i øjeblikket i Japan, hvor hun blandt andet mødes med Japans premierminister, Fumio Kishida. (Arkivfoto) | Foto: Finn Frandsen
Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), er i øjeblikket i Japan, hvor hun blandt andet mødes med Japans premierminister, Fumio Kishida. (Arkivfoto) | Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

Danmark vil indgå et samarbejde med Japan med henblik på at udvikle teknologi til masseproduktion af flydende vindmøller.

Det erfarer det asiatiske medie Nikkei.

Over for Ritzau bekræfter Statsministeriet i en mail, at der senere tirsdag vil blive indgået en aftale om ”udvidelse af havvindsamarbejdet med Japan”. 

Statsministeriet bekræfter ikke indholdet i aftalen.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), er i øjeblikket i Japan, hvor hun blandt andet mødes med Japans premierminister, Fumio Kishida.

Her er blandt andet den geopolitiske situation i Indo-Stillehavsregionen og krigen i Ukraine på dagsordenen.

Formålet er desuden at styrke forbindelsen mellem de to lande blandt andet med henblik på den grønne omstilling, har statsministeren tidligere nævnt.

Som følge af den nye plan skal industri, forskere og regeringerne fra begge lande i fællesskab arbejde på at reducere omkostninger forbundet med flydende vindmøller, skriver Nikkei.

Ifølge mediet vil andre lande også blive inviteret til at deltage i samarbejdet.

Flere japanske selskaber er specialiseret inden for den teknologi, der får vindmøllerne til at flyde, skriver Nikkei.

Flydende havvindmøller kan give en fordel, fordi de kan placeres på dybere vand sammenlignet med almindelige havvindmøller, som man typisk fastgør til havbunden.

Japan kan også vise sig, at blive et stort marked for danske vindmølleproducenter.

Den japanske regering sigter ifølge Nikkei mod at vælge producenter af havvind svarende til 10.000 megawatt i 2030 og mellem 30.000 og 45.000 megawatt i 2040.

Danmark har store aktører inden for udvikling, produktion og drift af vindmøller og vindmølleparker i eksempelvis Vestas og Ørsted.

Begge selskaber er en del af det toneangivende danske aktieindeks C25, der består af de 25 mest handlede aktier i fondsbørsen i København.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også