DSV har sikret sig en mulig udvej fra kontrakt i Saudi-Arabien

DSV forsøgte mandag at berolige markedet på ekstraordinært investorkald. Kritikken virker til at have overrasket ledelsen, mener analytiker.
”Det var tydligt, at de har nogle stærke overbevisninger om, at de godt kan skabe værdi ved det her projekt. Men at markedet nok har reageret lidt mere negativt, end de måske lige i første omgang havde regnet med,” siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank. | Foto: Sofia Busk
”Det var tydligt, at de har nogle stærke overbevisninger om, at de godt kan skabe værdi ved det her projekt. Men at markedet nok har reageret lidt mere negativt, end de måske lige i første omgang havde regnet med,” siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank. | Foto: Sofia Busk

DSV har sikret sig økonomisk, hvis en milliardstor og omdiskuteret aftale med Saudi-Arabien af den ene eller anden årsag løber ud i sandet.

Det var et af de afgørende budskaber på logistikkoncerns ekstraordinære møde med 30 danske og internationale analytikere mandag eftermiddag.

”DSV har lavet en gensidig aftale med Neom om, at de har garanti på at kunne få et afkast på de aktiver, DSV har investeret i projektet,” siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker ved Sydbank, som deltog på mødet.

Speditørkoncern har fået kritik af flere investorer for at indgå en aftale om at levere logistik til det store saudiarabiske byprojekt Neom.

Analytikerne og investorerne er både skeptiske over de etiske aspekter i projektet, som har fået kritik af FN for at bryde menneskerettighederne. 

Men der har også været bekymring om, hvorvidt den store kontrakt er udtryk for en ændring af DSV’s opkøbstrategi.

”DSV ville fremhæve, at partnerskabet ikke ændrer DSV’s måde at lave forretning på,” siger Mikkel Emil Jensen efter mødet.

Det ekstraordinære møde blev indkaldt af den øverste ledelse i DSV anført af topchef Jens Bjørn Andersen.

DSV har mødt en massiv strøm af kritik og bekymringer om det nye joint venture med saudiske Neom, som er kronprins Mohammad bin Salmans nye prestigeprojekt i ørkenen.. 

”Det var tydeligt, at de har nogle stærke overbevisninger om, at de godt kan skabe værdi ved det her projekt. Men at markedet nok har reageret lidt mere negativt, end de måske lige i første omgang havde regnet med,” siger Mikkel Emil Jensen. 

Samtidig pointerede DSV på mødet, at selskabet langt fra har været alene om at have interesse i at indgå i det nye samarbejde med Neom. 

Strategien er den samme

DSV ville derfor mane til ro og pointere, at dette projekt ikke ændrer DSV, der ellers ikke har en historik med denne typer af partnerskaber. 

Investeringen affødte en del spørgsmål om selve virksomhedens DNA og strategi sammen med de store økonomiske og politiske risici koncernen kan ende i. 

Den danske speditørkoncern er kendt for at være såkaldt asset light og have en let balance. Spørgsmålet var derfor inden mødet, om DSV med sit nye saudiske projekt var ved at ændre kurs. 

Men DSV har altså stadig en position, der gør, at de kan lave opkøb, hvis muligheden skulle byde sig, lød det på mødet. 

Når koncernen tidligere har opkøbt en virksomhed, så har det krævet store organisatoriske og ledelsesmæssige ressourcer på tværs af landegrænser. Med det nye samarbejde med Neom er tingene dog en smule anderledes. 

Projektet er ”meget stort, men kun til et enkelt område,” siger Mikkel Emil Jensen, hvilket betyder, at DSV sideløbende med det saudiske projekt stadig har ressourcer til at kunne foretage opkøb. 

“DSV pointerede, at finansielt er der plads til, at de sideløbende med det her projekt kan lave opkøb. Men også organisatorisk, da de har både de ledelsesmæssige og organisatoriske ressourcer til at køre de to ting sideløbende med hinanden - det skyldes, at selvom projektet er stort, så er det afgrænset til ét område, mens opkøb typisk er af mere globalt og derfor kræver flere ressourcer” siger Mikkel Emil Jensen, der dog pointerer, at det ikke skal tolkes således, at der nødvendigvis er et opkøb under opsejling.

Saudisk projekt har affødt stor bekymring

DSV’s nye kontrakt har ført til reaktioner fra store investorer, der ejer store aktieposter i DSV, såsom Nordea, Skagen Fondene, ATP, Akademikerpension, Danske Bank og BankInvest.

”Etik og ansvarlighed er vigtige pejlemærker for ATP, og det er afgørende, at alle regler og retningslinjer er overholdt i aftalen mellem DSV og det joint venture-selskab, der opererer på saudisk side,” skriver Claus Wiinblad, chef for Danske aktier i ATP, i et skriftligt svar til ShippingWatch.

DSV’s nye forretning i Saudi-Arabien kan dog tillige blive en stor økonomisk gevinst for selskabet, som kan ende med at overstige det årlige indtjeningsniveau i en af DSV’s to mindste divisioner, har Sydbank beregnet i sidste uge. 

Logistikselskabet vil investere 2,45 mia. dollar fra 2025 i et partnerskab med selskabet bag Neom, hvor danskerne i otte år skal stå for al logistik fra og til den nye by, som ventes at stå færdig omkring 2030.

DSV kommer til at eje 49 pct. af joint-venturet med den saudiske stat, der sidder på resten.

Den danske logistikkoncern oplyste i sidste uge, at den har tænkt sig godt om, inden det lagde billet ind på den lukrative opgave.

”Vi anerkender, at der er dilemmaer, og vores konklusion er, at det er bedst at engagere sig i verden. Vi følger anbefalinger fra bl.a. FN, EU og den danske regering, der opfordrer til øget integration, samhandel og partnerskaber med Saudi-Arabien,” lyder det i et skriftligt svar fra executive vice president Flemming Ole Nielsen.

(Artiklen er leveret af vores søstermedie ShippingWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter