S-finansordfører om Ørsted: "Har ingen grund til at betvivle Mads Nipper"

”Vi kan ikke ændre ved, at renteniveauet er, som det er, og at der er udfordringer i forsyningskæderne,” siger finansordfører Benny Engelbrecht (S) om kvalerne i det delvis statsejede Ørsted.
Benny Engelbrecht er finansordfører for Socialdemokratiet. | Foto: Jens Dresling
Benny Engelbrecht er finansordfører for Socialdemokratiet. | Foto: Jens Dresling
AF MARKETWIRE

Det massive kursfald i Ørsted-aktien har fået analytikere og investorer til at tale om en tillidskrise for den store danske energikoncern, men hos Socialdemokratiet er tilliden til topchef Mads Nipper intakt.

Det er meldingen fra Benny Engelbrecht, som er finansordfører for regeringspartiet og tidligere minister, over for TV2 News.

”Jeg har ingen grund til at betvivle, at Mads Nipper fører en god forretning,” siger han i et interview med mediet.

Ørsteds aktier, som staten ejer 50,1 pct. af, er styrtdykket den seneste tid, hvor Ørsted ad flere omgange har meldt om milliardnedskrivninger. Siden årsskiftet er aktien faldet omkring 55 pct. til 287 kr., og siden Mads Nippers tiltræden ved årsskiftet til 2021 er aktien faldet 77 pct.

Onsdag stod det endnu engang klart, at Ørsted bløder milliarder, da selskabet i tredje kvartal nedskriver for 28,4 mia. kr. og samtidig lægger op til på op til 11 mia. kr. i fjerde kvartal.

Det er et stort spring fra de 16 mia. kr. i nedskrivninger, der først var blevet meldt ud, da Ørsted havde set nærmere på flere af selskabets amerikanske vindparker. Her har Ørsted nu måtte sande, at problemerne med det udfordrede projekt Ocean Wind har vokset sig for store til, at den danske energiudvikler kan gå videre med opgaven.

Hos Socialdemokratiet giver det dog ikke anledning til at pege pilen mod ledelsen.

”Vi kan ikke ændre ved, at renteniveauet er som det er, og at der er udfordringer i forsyningskæderne,” siger Benny Engelbrecht og henviser til, at en stor del af udfordringerne skyldes de mange renter, der ventes at betyde høje renter noget tid endnu.

”Men det er klart, at vi også har en forventning om, at Ørsted så gennemfører de beslutninger, som Mads Nipper har fremført, så man kan koncentrere sig om kerneforretningen,” siger han videre.

Ørsted med topchef Mads Nipper i spidsen har med dagen melding lagt op til, at der skal ses på forskellige tiltag for at styrke kapitalstrukturen, der er kommet gevaldigt under pres.

Heriblandt skal der ske effektivisering, større grad af leverandørfinansiering og arbejde på at håndtere arbejdskapitalen bedre. Og så nævnes der ”andre løsninger”, der dog ikke specificeres nærmere.

Mads Nipper afviser i samme ombæring, at der aktuelt er planer om en kapitaludvidelse.

Ifølge Benny Engelbrecht ventes der heller ikke at komme flere midler fra staten som hovedejer.

”Det er ikke noget, der står og bliver efterspurgt,” siger han til TV 2 News.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også