Borgerlige partier bag finanslov: Vi kan lige så godt få noget

Borgerlige partier uden for regeringen har kæmpet for små sejre i forliget om finansloven. 
Både De Konservative og Danmarksdemokraterne står bag den nye finanslov. | Foto: Jens Dresling
Både De Konservative og Danmarksdemokraterne står bag den nye finanslov. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Det er bedre med en lille bid af kagen end at blive hjemme fra festen, lyder rationalet fra flere borgerlige partier, som er med i finansloven for næste år.

Af Folketingets 12 partier er det kun Enhedslisten, som ikke er med, og det er dermed en usædvanligt bred aftale.

”Regeringen har et flertal, og den kan gøre, hvad den vil. Når det er virkeligheden, så har vi valgt at sige: Skal vi ikke sætte os ind og prøve at få noget, der er vigtigt for os,” siger Søren Pape Poulsen (K).

De Konservative har kastet alle forhandlingskræfter efter én ting: En forhøjelse af servicefradraget. Det er fradrag for serviceydelser i hjemmet som rengøring, børnepasning eller pudsning af vinduer.

Fradraget, som i år er på 6600 kroner, hæves i 2024 til 11.900 kroner med finanslovsaftalen, som 11 partier står bag. Det anslås af Finansministeriet at koste statskassen 40 millioner.

”Vi har simpelthen bare taget ad notam, at vi har en flertalsregering, og den kan lægge det finanslovsforslag frem, den gør, og den kan vedtage det,” siger Pape.

I Liberal Alliance kaldes aftalen af partiformand Alex Vanopslagh for ”uambitiøs” og ”ligegyldig” i et svar på mediet X.

”Når finansloven kan samle alt fra Alternativet til Liberal Alliance, så er det fordi finansloven er et spejlbillede af regeringen: Den er ligegyldig. Uambitiøs. Uden retning for Danmark,” skriver formand Alex Vanopslagh.

I et svar på, hvorfor partiet alligevel er gået med, skriver han:

”Hvorfor skulle vi ikke også gøre vores indflydelse gældende og hente de stik hjem, vi kan, i en harmløs finanslov?”

I finansloven afsættes blandt andet en akutpakke til havmiljøet for 400 millioner kroner, mens ældreplejen og regionernes akutberedskab styrkes med 700 millioner.

Der er også penge prioriteret til udkantsområder med tilskud til gymnasier, akutlægebiler og stormflodssikring.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også