SF-formand om bred finanslov: Udtryk for usikker regering

Det brede flertal bag finansloven vidner om, at regeringen er usikker på sit flertal, siger SF’s formand.
Pia Olsen Dyhr ved fremlæggelse af finanslovforliget. | Foto: Ida Marie Odgaard
Pia Olsen Dyhr ved fremlæggelse af finanslovforliget. | Foto: Ida Marie Odgaard
af ritzau

Den nye finanslov for næste år, som ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) er ”historisk bred”, er et udtryk for, at SVM-regeringen står mere usikkert, end den har gjort tidligere.

Det mener partiformand Pia Olsen Dyhr (SF).

”Jeg tror, den her flertalsregering føler sig lidt usikker på sit flertal og derfor er optaget af at forhandle med andre,” siger hun.

Partiformanden fremhæver, at partiet med finanslovsaftalen har fået midler til ældrepleje, bøger i skolerne, drikkevand og havmiljø.

Men fortællingen om, at det er regeringen, som tager de store og svære beslutninger, er for længst fortid, mener hun.

”Den her regering blev født til at gøre det nødvendige, og den har ikke gjort det nødvendige,” siger hun.

”Men så må nogle af os andre, der bliver ved med at kæmpe kampen, selv om det kunne være fristende at blive hjemme og sove længe, vælge at være i forhandlingslokalet og kæmpe for hvert eneste skridt i den rigtige retning.”

Finansordfører Ole Birk Olesen (LA) hævder, at finansministerens ambition med den brede aftale er, at det skal ligne, at ”der ikke er nogen opposition i dansk politik”.

”Noget måtte regeringen give til Liberal Alliance, for at vi ville stå der sammen med Wammen og lade som om,” siger han.

LA er med i finansloven for at få stoppet en stigning i registreringsafgiften for elbiler, lyder det.

Ole Birk Olesen tror således ikke, at det ville blive gennemført, hvis partiet ikke bakkede op om aftalen, som formand Alex Vanopslagh kalder for ”uambitiøs” og ”ligegyldig” i et opslag på mediet X.

På et pressemøde i Finansministeriet mandag, hvor finanslovsaftalen blev præsenteret, sagde Ole Birk Olesen følgende:

”Vi har jo den regering, vi har, og det sætter dagsordenen for ambitionsniveauet i Danmark, som er lavt. Det er den laveste fællesnævner, som kan gennemføres, når både socialdemokrater og Venstre skal blive enige om det. Og det ser vi også afspejlet i den her finanslov, som ikke tager fat i de store problemer.”

Ifølge finansordføreren fik han med ordene vist, at selv om partiet er gået med i aftalen, er der ”stadig en anden vej at gå”.

”Jeg kom til at sige nogle ting, som antyder, at der er en opposition, og det er selvfølgelig ærgerligt for Wammen,” siger han.

Finansloven er bakket op af 11 af Folketingets 12 partier. Kun Enhedslisten er ikke med.

Regeringens flertal begyndte for alvor at se svækket ud, da det 17. november kom frem, at den moderate folketingspolitiker Mike Fonseca måtte forlade partiets folketingsgruppe, fordi han har et forhold til en 15-årig pige.

Vælger Mike Fonseca, der aktuelt er på sygeorlov, at vende tilbage til Folketinget og tage sit mandat med sig, vil regeringens indenrigspolitiske flertal være væk. I så fald vil regeringen kun have flertal på baggrund af de nordatlantiske mandater.

Efter Mike Fonsecas udmeldelse af partiet er det dog kommet frem, at regeringen inden da havde indgået en aftale med løsgængeren Jon Stephensen om, at han indgår i regeringens valgforbund og clearingaftaler.

Det betyder, at det tidligere medlem af Moderaterne stemmer for regeringens politik, hvorfor den stadig kan mønstre stemmer nok til et indenrigspolitisk flertal, selv hvis Mike Fonseca tager sit mandat med sig.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også