Økonomer: Alt for dyrt med tilskud til Wegovy

Selv om Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy kan give flere positive effekter for samfundet, mener økonomer, at det ikke kan betale sig for staten at åbne for generelt tilskud til medicinen.
Novo Nordisks vægttabsmedicin Wegovy er fortsat dyr. | Foto: Novo Nordisk / Pr
Novo Nordisks vægttabsmedicin Wegovy er fortsat dyr. | Foto: Novo Nordisk / Pr
af marketwire

Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy ventes at kaste flere positive effekter af sig for samfundet, men medicinen er stadig for dyr til, at det betaler sig for det offentlige at åbne for et generelt tilskud til lægemidlet.

Det skriver Børsen.

Efterspørgslen på Novo Nordisks vægttabsmedicin Wegovy stiger og stiger, og i oktober nåede antallet af recepter herhjemme op på 74.111.

Ud over vægttab for den enkelte forventes vægttabsmedicinen også at bidrage med fordelagtige effekter i samfundet. Færre svært overvægtige betyder nemlig færre udgifter til en række behandlinger og operationer. Yderligere har Novo Nordisk fremlagt resultater, som viser, at Wegovy har gavnlige effekter på både hjerte-kar-sygdomme og forebyggelse af diabetes.

Alligevel mener økonomer, at det ikke kan betale sig for staten at åbne for generelt tilskud til medicinen, da prisen fortsat er så høj, at det vil koste mange milliarder for staten. Også mere end selve operationerne.

”Selv hvis det kun var en tredjedel af de 900.000 danskere, der ville få tilskud, er der altså stadig tale om noget, der ligner et tocifret milliardbeløb. Og det er i sig selv flere penge, end vi i dag bruger på medicintilskud. Det er altså out of range,” siger Jakob Kjellberg, der er professor hos Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Ifølge Jakob Kjellberg vil det med den nuværende prissætning ikke komme i nærheden af at være omkostningsbesparende, også hvis man tæller produktivitetsgevinsterne med. Dermed vurderes vægttabsmidlets pris ikke at opveje den behandlingsmæssige værdi.

Dog kan det hurtigt komme på tale med et bredere tilskud til overvægtige danskere, hvis prisen på Wegovy på et tidspunkt falder.

”Om ti år når Wegovy er gået af patent, så kan det godt være, at vi som samfund vil tænke anderledes om det,” siger Lars Ehlers, der er adm. direktør for Nordic Institute of Health Economics.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter