Minister skærper fokus på bankers rådgivningspligt om renter

Undersøgelse fra Finanstilsynet viser, at en række banker ikke rådgiver kunder tilstrækkeligt om forrentning.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) ønsker sig mere af pengeinstitutters rådgivning til privatkunder om muligheden for højere rente på deres indlån. | Foto: Thomas Traasdahl
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) ønsker sig mere af pengeinstitutters rådgivning til privatkunder om muligheden for højere rente på deres indlån. | Foto: Thomas Traasdahl
AF RITZAU

En række danske banker har ikke tilstrækkeligt fokus på sin rådgivningspligt over for kunder.

Sådan konkluderer Finanstilsynet i en undersøgelse, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) bad om at få iværksat i september. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Og derfor har Morten Bødskov nu bedt tilsynet om at skærpe fokus på rådgivningspligten, når der føres tilsyn med bankerne.

”Det er simpelthen ikke godt nok. Undersøgelsen viser, at de banker, som tilsynet har undersøgt, ikke systematisk rådgiver deres kunder om mulighederne for en bedre forrentning, medmindre kunderne selv kontakter banken om netop forrentning,” siger Morten Bødskov til Ritzau.

Ministeren henviser til ”god skik”-reglerne, om at bankerne skal rådgive alle kunder uanset formue. Og at det er bankerne selv, der tager initiativ til at rådgive. Det er ikke noget, som kunderne selv skal henvende sig til bankerne omkring.

Bankerne har ifølge ministeren pligt til at oplyse kunderne om de bedste muligheder for en højere rente på indlån, også selv om de er i kontakt med kunderne om noget helt andet.

”Dette er noget, som bankerne skal have som en naturlig og vedholdende del af den dialog, som de har med deres kunder,” siger Morten Bødskov.

Rådgivningspligt rækker videre

Finanstilsynets undersøgelse viser, at de undersøgte banker kun rådgiver kunder om forrentning, når kunden aktivt beder om netop det.

Men som følge af rådgivningspligten skal der systematisk rådgives om muligheder for en bedre forrentning ved at flytte penge fra en konto til en anden.

For pligten gælder i alle situationer - uanset årsagen - hvor en bank er i kontakt med en kunde, hvor kundens økonomi samtidig gennemgås, skriver Erhvervsministeriet.

Undersøgelsen viser desuden, at det ofte er størrelsen på en kundes indestående eller forrentningsomfang, der er styrende for, om banken kontakter kunden af egen drift om forrentning.

Morten Bødskov, er det nok, at tilsynet nu skærper sit tilsyn, eller kan du gøre mere som minister på området?

”Finanstilsynet indskærper nu reglerne. Man vil have et særligt skærpet fokus på det i 2024, og man justerer også vejledningen om nøjagtig det her. Reglerne er faktisk meget klare, og det, som vi kan gøre, er det, som tilsynet gør nu.”

”Jeg går ud fra, at finanssektoren nu tager det her til efterretning, og at man gør det her bedre. Vi skal huske, at det her kommer oven på en diskussion om indlandsrenter, hvor jeg har påpeget, at jeg mener godt, at bankerne kunne have været hurtigere med at hæve indlånsrenterne,” siger Morten Bødskov.

Ministeren konstaterer, at bankerne ”i lang tid” har hævet gebyrer, egne renter og fået gode renter for deres indestående i Nationalbanken.

Da Morten Bødskov i september bad Finanstilsynet om undersøgelsen, var det blandt andet på baggrund af, at bankerne havde en øget indtjening.

På det tidspunkt havde en række banker som eksempelvis Danske Bank og Nykredit i løbet af den seneste uge op til ministerens udtalelse hævet renten på indlåns- og opsparingskonti.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter