Nordjysk borgmester forsvarer Mærsk i sag om tabte containere

Langsom oprydning langs strande og i havet af gods fra containere er ikke kun Mærsks ansvar, siger borgmester.
Frivillige har siden juledagene hjulpet med at rydde op på de nordjyske strande. | Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Frivillige har siden juledagene hjulpet med at rydde op på de nordjyske strande. | Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mærsk har mødt en ”skov af telefonsvarere”, da rederiet i dagene efter stormen Pia har forsøgt at få kontakt til de relevante myndigheder om tabte containere i Skagerrak.

Det siger Hjørrings borgmester, Søren Smalbro (V), onsdag til Berlingske.

Containerne blev tabt natten til den 22. december, men oprydningen er først for alvor gået i gang onsdag.

Ifølge Mærsk selv skyldes det ikke mindst, at det har været svært at få fat i de relevante myndigheder hen over juledagene.

Det har rederiet fortalt til et møde med Mærsk, som Søren Smalbro og repræsentanter fra andre kommuner har været til onsdag.

Hjørring-borgmesteren anerkender forklaringen.

”De møder faktisk bare en telefonsvarer. Og når de siger det, så tror jeg på det. De har mødt en skov af telefonsvarere. Det er der, den ligger,” siger han til Berlingske.

Det er blandt andet organisationen Plastic Change, der har kritiseret Mærsk for at hænge i bremserne.

Rederiet burde have haft en plan klar for sådan en situation, har stifter og formand Henrik Beha Pedersen sagt til TV 2.

Køleskabe, sko og kanyler

Også miljøminister Magnus Heunicke (S) så gerne, at oprydningen var blevet sat i gang tidligere.

”Jo hurtigere, jo bedre,” siger han onsdag til Ekstra Bladet.

Ministeren vil dog ikke svare på, om det er Mærsk, der bærer ansvaret for, at indsatsen ikke er gået hurtigere.

”Når jeg har fået briefinger – jeg har jo fået grundige briefinger af Miljøstyrelsen – så er der i de briefinger ikke noget, som på nuværende tidspunkt indikerer, at der har været brister i forhold til Mærsks arbejde,” siger han til Ekstra Bladet.

Det var fragtskibet Mayview Maersk, der natten til den 22. december tabte de i alt 46 containere, hvoraf fire ifølge Mærsk er skyllet i land.

Vraggodset på de nordjyske strande tæller både køleskabe, sko og kanyler samt en masse plastik og flamingoplader.

Onsdag blev der blandt andet sat gummigeder ind til at rydde op. Indtil da har frivillige stået for oprydningen.

Mærsk har tidligere på ugen meddelt, at rederiet ser med stor alvor på situationen. Det har erklæret sig villig til at dække omkostningerne for oprydningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter