Bilsalget havde medvind i 2023 efter flere år i bakgear

Det danske bilsalg voksede sidste år, og antallet af elbiler på de danske veje krydsede 200.000.
Der er sær kommet flere elbiler på gaderne i det seneste år, hvor bilsalget voksede. | Foto: Jens Dresling
Der er sær kommet flere elbiler på gaderne i det seneste år, hvor bilsalget voksede. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

For første gang siden 2019 voksede salget af biler i Danmark sidste år, viser en opgørelse for 2023 fra brancheorganisationen De Danske Bilimportører tirsdag.

Sidste år blev der indregistreret 172.764 nye biler, hvilket er en stigning på 17 procent fra året før.

”Ved årsskiftet sidste år var vi usikre på, hvad vi kunne forvente, men bilsalget har gennem hele året været i høj fart, og vi er derfor endt et godt sted,” siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør for organisationen.

”Resultatet er kærkomment oven på 2022, der bedst kan karakteriseres som et udfordrende år for branchen. Vi ser frem til fortsat at kunne levere mange nye biler i det kommende år.”

Året har budt på flere forandringer på bilmarkedet, hvor nye spillere blandt andet er kommet til.

Derudover har fordelingen af drivmiddel også ændret sig markant.

Særligt markedet for elbiler hentede store markedsandele i løbet af året, hvor det endte med at stå for godt 36 procent af det samlede salg.

Antallet af elbiler er fordoblet

Det betød, at vi rundede 200.000 elbiler i den danske bilstand. Per 12. oktober 2022 var der registreret 100.000 elbiler. På godt et år er antallet af elbiler således blevet fordoblet. 

Det er en milepæl ifølge adm. dir. Mads Rørvig, De Danske Bilimportører.

”Vi bevæger os hen mod de politiske mål for flere grønne biler i Danmark,” siger administrerende direktør Mads Rørvig, De Danske Bilimportører.

”Vi er glade for det forhøjede bundfradrag for elbilernes registreringsafgift i de kommende år og ser frem til det videre arbejde mod grønnere transport.”

Tesla har været en af de helt store aktører i 2023, hvor selskabet har sat samtlige konkurrenter til vægs.

Den mest solgte bil er nemlig Teslas Model Y, der er blevet registreret knap 18.000 nye af.

Det er knap tre gange så mange som bilen på andenpladsen, Peugeot 208.

Det ser desuden sort ud for salget af dieselbiler, der fortsætter med at falde.

Dieselbilerne stod i 2023 for knap fem ud af 100 solgte biler. Året forinden var det syv ud af 100 nyindregistreringer, der brugte det drivmiddel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter