Vrede landmænd blokerer havnen i Hamborg med traktorer

Udsigten til en gradvis reduktion af statsstøtten til landbrugets dieselbrændstof fik torsdag tyske landmænd til at blokere havnen i Hamborg i protest.
Tyske landmænd demonstrerer med deres traktorer i Hamborg i december 2023. | Foto: Daniel Bockwoldt/AP/Ritzau Scanpix
Tyske landmænd demonstrerer med deres traktorer i Hamborg i december 2023. | Foto: Daniel Bockwoldt/AP/Ritzau Scanpix

Op mod 600 protesterende landmænd blokerede torsdag havnen i Hamborg med deres traktorer, som kom til havneområdet i demonstrationstog fra tre forskellige retninger. 

Ifølge mediet NDR rullede traktortogene med vrede landmænd ind over bygrænsen omkring kl. 9.30 torsdag morgen som led i en flere dage lang aktion i protest mod planlagte besparelser på støtten til landbruget i Tyskland.

”Vi er på vej til Hamborg mod vores målområde i Hamborg Havn,” sagde en talsperson for demonstrationen ifølge mediet.

Utilfredsheden skyldes forbundsregeringens planer om en gradvis reduktion af støtten til dieselbrændstof i landbruget, og politiet advarede forud for dagens demonstration om ”betydelige trafikale forhindringer” i hele byen og særligt i Hamborg Havn.

Torsdagens demonstration i Hamborg Havn følger en lignende aktion i Bremerhaven onsdag, hvor landmænd blokerede havnens containerterminal med omkring 100 traktorer, så havneområdet var afskåret fra omverdenen. 

Bag torsdagens demonstration i Hamborg stod foreningen ”Land schafft Verbindung”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter