Lars Aagaard: Elnettet vækker bekymring hos virksomheder

Ifølge energiministeren overvejer flere virksomheder ikke at investere i Danmark, medmindre de kan få forsikring om forsyningssikkerhed. 
Lars Aagaard har haft besøg af bekymrede virksomheder. | Foto: Hannah Aurora Almstrup
Lars Aagaard har haft besøg af bekymrede virksomheder. | Foto: Hannah Aurora Almstrup

I takt med at flere og flere virksomheder omstiller sig og går fra fossil energi til grøn strøm, har tonen ændret sig i erhvervsmiljøet, hvor den er gået fra, at elnettet er bøvlet og en omkostning til en stor bekymring, lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard over for Børsen.

“Jeg har haft virksomheder inde på mit kontor, der er bekymrede over elnettet, og som overvejer ikke at investere i Danmark, hvis de ikke kan få forsikring for forsyningssikkerheden,” siger ministeren til avisen.

Her understreger han, at elnettet har et stort fokus for regeringen i 2024, og at der skal findes løsninger. Samtidig siger han, at infrastruktur er blevet en risiko for, hvorvidt 2030-målet kan indfries. 

Som EnergiWatch tidligere har skrevet, føjede Lars Aagaard i november 2023 endnu et spor til den nationale energikrisestab, NEKST. Her skal der findes konkrete løsninger, der kan ”speede” netudbygningen op.

Målet er at sikre, at elnettet bliver udbygget tilstrækkeligt til at håndtere den forventede øgede mængde af elektricitet, der kommer i takt med elektrificeringen af samfundet. 

”Den grønne omstilling er vor tids største byggeprojekt, og elnettet er en grundsten. Uden tilstrækkelig netkapacitet – og samplacering af elforbrug og -produktion – når vi ikke i mål med de store ambitioner for vedvarende energi. NEKST skal sikre hurtigere udbygning af elnettet, og at vi udnytter det eksisterende net bedst muligt,” lød det fra Lars Aagaard i den forbindelse.

Ministeren udpegede Kristina Lee, der er corporate vice president i Novo Nordisk, til at stå i spidsen for den nye arbejdsgruppe, der har navnet ”Hurtigere udbygning af elnettet”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også