Opposition vil sætte forældelsesfrist på pause i kommissioner

Der er risiko for, at ministre med muligt ansvar kan slippe i FE-sag, siger opposition, som vil ændre regler. Justitsministeren melder ud, at der skal findes en løsning. (Opdateret) 
FE -sagen om blandt andet den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste begyndte i 2020. Ministeransvarsloven har en forældelsesfrist på fem år, og dermed kan forældelsesfristen meget vel være udløbet i april 2026, hvor kommissionen skal være færdig med arbejdet. | Foto: Liselotte Sabroe/AP/Ritzau Scanpix
FE -sagen om blandt andet den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste begyndte i 2020. Ministeransvarsloven har en forældelsesfrist på fem år, og dermed kan forældelsesfristen meget vel være udløbet i april 2026, hvor kommissionen skal være færdig med arbejdet. | Foto: Liselotte Sabroe/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

En samlet opposition fremsætter beslutningsforslag med et bud på, hvordan det kan undgås, at forældelsesfristen for ministeransvar i FE-sagen overskrides.

Oppositionen ønsker en bestemmelse i lovgivningen, så forældelsesfristen helt generelt ikke kan overskrides, når en kommissionsundersøgelse pågår.

”Lovændringen skal gælde alle igangværende og fremtidige kommissionsundersøgelser,” skriver oppositionspartierne i et fælles brev.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) siger fredag til TV 2 News, at der skal findes en løsning på, at FE-kommissionens deadline er fastsat sådan, at forældelsesfristen for ministeransvar er udløbet.

”Vi kommer til at sørge for at skulle kommissionen finde, at nogle på den ene eller anden måde kan stilles til ansvar efter ministeransvarsloven, så vil de også kunne blive det.”

Han understreger dog, at der ifølge ham ikke er noget i sagen, der tilsiger, at det skulle være tilfældet. Hvordan problemet konkret skal løses, har han ikke lagt sig fast på, siger han til TV 2 News.

Forældelsesfrist på fem år

FE -sagen startede i 2020. Ministeransvarsloven har en forældelsesfrist på fem år. Dermed kan forældelsesfristen meget vel være udløbet i april 2026, hvor kommissionen skal være færdig med arbejdet.

”Derfor er der overvejende risiko for, at vigtige forhold i sagen, herunder beslutningen om at efterforske og aflytte Lars Findsen, (den nu tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, red.) på forhånd er udelukket for strafansvar på grund af forældelsesfristen i ministeransvarlighedsloven, skriver oppositionen.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har meldt ud, at han er klar til at indgå i en dialog om det lovforslag, hvor deadline for kommissionen er sat til 2026. Det skal ske i forbindelse med lovbehandlingen, skrev han i et svar til Ritzau tirsdag.

Men han påpegede også, at det er vigtigt, at kommissionen får den fornødne tid til at lave sit arbejde.

Regeringen og SF blev før jul enige om en undersøgelse af FE-sagen. SF er også med i oppositionens beslutningsforslag.

Det er op til kommissionen, om den vil melde noget ud løbende. Men politikerne udstikker retningslinjerne for og forventningerne til kommissionen.

Lovforslaget om FE-kommissionen er lige nu i høring.

(Opdateret kl. 10.07 med kommentar fra justitsminister Peter Hummelgaard)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også