DI: Nye krav om tidsregistrering kan hæmme fleksibiliteten på arbejdsmarkedet

Danmark er tvunget til at indføre regler om registrering af arbejdstid, selvom der ifølge Dansk Industri ikke er tegn på problemer på området.
En EU-dom betyder, at der kommer nye krav om registrering af medarbejderes arbejdstid. Reglerne i Danmark er "landet på en fornuftig måde", mener Christoffer Thomas Skov, vicedirektør i Dansk Industri. | Foto: PR
En EU-dom betyder, at der kommer nye krav om registrering af medarbejderes arbejdstid. Reglerne i Danmark er "landet på en fornuftig måde", mener Christoffer Thomas Skov, vicedirektør i Dansk Industri. | Foto: PR

En ny lov, der pålægger alle virksomheder at registrere arbejdstimer, kan forringe fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, lyder det fra DI.

Erhvervsorganisationen vurderer, at loven, som Folketinget ifølge organisationen er tvunget til at gennemføre som følge af en EU-dom, er kommet på dagsordenen, selvom der ikke er tegn på problemer med overholdelse af arbejdstidsreglerne.

Folketinget vil ifølge DI tirsdag vedtage et lovforslag, der udspringer af en EU-dom fra 2019, der kræver, at medlemsstater indfører ”et objektivt, pålideligt og tilgængeligt system” til måling af arbejdstid. 

”Det er ikke noget, medarbejderne efterspørger, og der er ikke grund til at tro, at der er udbredte eller væsentlige problemer med overholdelse af arbejdstidsreglerne,” udtaler Christoffer Thomas Skov, vicedirektør i Dansk Industri, i en mail til PolicyWatch.

”Der er til gengæld omkostninger til at etablere, vedligeholde og kontrollere systemer til registreringen, og det kan give negative effekter på den gensidige fleksibilitet, der præger store dele af vores arbejdsmarked,” vurderer vicedirektøren.

De nye regler betyder, at virksomheder nu skal implementere et system til at måle hver enkelt medarbejders daglige arbejdstid. DI har forsøgt at presse ændringer igennem, og Christoffer Thomas Skov mener, at loven, som den kommer til at blive vedtaget i Danmark, er ”landet på en fornuftig måde”.

”Der er metodefrihed i forhold til registreringen, og retningslinjerne i forhold, hvad, hvornår og hvordan, der skal registreres, er ikke rigide,” lyder det fra vicedirektøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også