Kong Frederik tager hul på erhvervsfremstød i Polen

Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv er medarrangører for erhvervsfremstødet, hvor knap 60 danske virksomheder også deltager.
Kong Frederik har i dag, onsdag, taget hul på et erhvervsfremstød i Polen. Hans første officielle udlandsrejse siden tronskiftet 14. januar. | Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
Kong Frederik har i dag, onsdag, taget hul på et erhvervsfremstød i Polen. Hans første officielle udlandsrejse siden tronskiftet 14. januar. | Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
af ritzau og birgit straarup

I dag, onsdag, tager kong Frederik hul på et stort erhvervsfremstød i Polens hovedstad, Warszawa

Her vil han være ledsaget af blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i forsøget på at fremme danske teknologier, som potentielt kan komme til at spille en rolle i Polens grønne omstilling.

Selv om besøgets hovedfokus er det kommercielle samarbejde med Polen, vil der også blive tid til, at kongen mødes med den siddende præsident, Andrzej Duda.

Derudover skal regenten være med til at åbne en ny Vestas-fabrik i den vestlige havneby Szczecin. I samme ombæring besøger han Natos regionale hovedkvarter i samme by.

Det er ikke uvant for kong Frederik at tage del i denne type fremstød. Men turen bliver alligevel usædvanlig for ham, idet det er hans første officielle udlandsrejse, siden han for få uger siden blev udråbt som regent.

Derudover er der ikke tradition for, at Danmarks overhoved deltager i den form for erhvervsrejse. Det forklarer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

”Det er normalt noget, en regent skal være hævet over. Derfor overlades dette ansvar som regel til en kronprins eller en kronprinsesse,” siger han.

Men fordi han fortsat var kronprins, da fremstødet i Polen blev planlagt, holder man fast i rejsen.

Selv om traditionen brydes, giver det god mening, at det alligevel er en tur, kong Frederik har valgt at prioritere, mener Lars Hovbakke Sørensen.

”Det handler om grøn omstilling, så det passer meget godt til hans programerklæring om, at han fortsat vil arbejde for det område.”

”De seneste år har kongen været i gang med at gøre forarbejdet til at lancere sig som en moderne og ”grøn” monark, der interesserer sig for aktuelle emner, som ikke kun spiller en rolle herhjemme, men også uden for landets grænser,” lyder det.

Anerkendelse af dansk erhvervsliv

Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv er medarrangører for erhvervsfremstødet, hvor knap 60 danske virksomheder også deltager.

Førstnævnte regner med, at de danske selskaber kommer til at indgå en lang række aftaler med polske myndigheder og virksomheder i løbet af turen.

Adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, ser kong Frederiks deltagelse som en stor anerkendelse af dansk erhvervsliv.

”Det er en historisk begivenhed. At Kongens første besøg bliver et erhvervsfremstød til Polen gør både dansk erhvervsliv og Polen stolt,” siger Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.

Kong Frederik har allerede deltaget i over 70 erhvervsfremstød som kronprins.

”Kongen er engageret, vidende og i øjenhøjde med virksomheder, politikere og andre deltagere. Han har gennem mange år været en rigtig god repræsentant i udlandet for Danmark. Men det er klart, at hans nye status som konge får de polske værter til at hæve alle arrangementer under erhvervsfremstødet til et højere niveau,” tilføjer Lars Sandahl Sørensen i meddelelsen. 

Erhvervsfremstødet finder sted fra 31. januar til 2. februar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også