Når Danmark tager til OL i Paris til sommer, er det ikke kun for at opnå store sportslige resultater, men også for at vise danske løsninger og kompetencer frem for et internationalt publikum.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Fremstødet med temaet ”livskvalitet” vil finde sted ved Danmarkshuset i byen og i den danske kirke, Frederikskirken, i perioden fra 26. juli til 11. august.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) udtaler i meddelelsen, at begivenheder som OL er mere end bare store sportspræstationer.
”Det er også en mulighed for at vise danske løsninger og virksomheder frem for de ti millioner besøgende, man forventer til OL 2024. Det potentiale skal vi udnytte, og derfor står regeringen sammen med VisitDenmark bag et 17 dage langt erhvervsfremstød under legene i juli.”
Morten Bødskov tilføjer, at Frankrig er det ottendestørste eksportmarked for Danmark og i kraftig vækst. ”Derfor har det stor betydning for Danmark at være synlige under OL i Paris.”
VisitDenmark står sammen med Erhvervsministeriet i spidsen for fremstødet, der blandt andet støttes af den filantropiske forening Realdania.
Det bygges op om fire danske styrkepositioner: design, mad, sundhed og bæredygtige løsninger.