De Konservatives formand Søren Pape er død - 52 år

Søren Pape Poulsen blev fredag ramt af en hjerneblødning til Konservatives hovedbestyrelsesmøde.
Søren Pape Poulsen er død efter en hjerneblødning. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Søren Pape Poulsen er død efter en hjerneblødning. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ritzau

Formand i De Konservative Søren Pape Poulsen er død i en alder af 52 år efter en hjerneblødning.

Det oplyser partiet i en mail og på telefon til Ritzau.

Han blev under partiets hovedbestyrelsesmøde i Vejen fredag ramt af en blødning i hjernen og kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde, skriver partiet videre.

De nærmeste pårørende har taget afsked.

Søren Pape Poulsen har været formand for De Konservative siden 2014. Fra 2016 til 2019 var han justitsminister.

Før formandstiden var Pape, der er født i Bjerringbro i Midtjylland, blandt andet borgmester i Viborg.

På De Konservatives hjemmeside har partiets generalsekretær, Søren Vandsø, skrevet en tekst om Søren Pape Poulsen, hvor han kalder ham et omsorgsfuldt menneske, der tænkte på andre først, og som elskede partiet:

- Han faldt om midt i det, han havde viet sit liv til. Det politiske liv, der skulle skabe et bedre liv for os andre. Han var ved at orientere os om ældrepolitik og udenrigspolitiske betragtninger, og det sidste, han oplevede, var et stort bifald fra sine partifæller.

”Et ufatteligt savn”

Søren Vandsø fortæller endvidere, at Søren Pape Poulsen afgik ved døden klokken 13.13 lørdag.

- Vi vil savne Søren, som med sin tålmodighed, lyse sind, politiske sans og dybe forståelse for andre mennesker gjorde vores liv bedre. Han forlader os alt for tidligt og efterlader et ufatteligt savn, skriver Søren Vandsø.

På sociale medier har en lang række politikere sendt kondolencer.

Blandt andet skriver gruppeformand i De Konservative Mona Juul på det sociale medie X, at hun er ”rystet, chokeret og forfærdelig ked af det”.

- Æret være Søren Pape Poulsens minde, skriver hun.

Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, skriver på X, at Søren Pape Poulsens død rammer ham hårdt.

- Det var umuligt ikke at være glad i Sørens selskab. Så let til smil, selv når vi var samlet om alvorlige emner. Æret være hans minde, skriver Troels Lund Poulsen.

Søren Pape Poulsen var formand for De Konservative gennem tre folketingsvalg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter