SF i frontalangreb på Socialdemokratiets havmiljøplaner

Socialdemokratiet har ladet sig forføre af Venstres smalle særinteresse, dansk landbrug, siger SF’s formand.
Pia Olsen Dyhr mener, Socialdemokratiet er forført af Venstres særinteresse for landbruget. | Foto: Jens Dresling
Pia Olsen Dyhr mener, Socialdemokratiet er forført af Venstres særinteresse for landbruget. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Socialdemokratiet står ved en skillevej. Vil de være et grønt parti eller landbrugets lakajer?

Det siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, der kritiserer partiet og den samlede regering for at sidde på hænderne i forhold til at beskytte det danske havmiljø og få reduceret kvælstofudledningerne.

”De (Socialdemokraterne, red.) har ladet sig sig forføre af Venstre og Venstres meget snævre fokus på en meget lille særinteresse i Danmark, nemlig dansk landbrug,” siger hun.

Generelt er tilstanden i de danske farvande i den grad kommet på dagsorden, fordi iltsvindet har nået historiske højder og medført døde havbunde, som Berlingske har bragt billeder af i september.

Siden da har Pia Olsen Dyhr hørt miljøminister Magnus Heunicke (S) gentagne gange sige, at nu skulle der handles for at komme det nødlidende havmiljø til undsætning.

”Det chokerende er jo, at der ikke er sket en fløjtende fis,” siger hun.

I alt har Folketingets partier med landbrugsaftalen fra 2021 aftalt, at udledningen af kvælstof skal reduceres med 18.000 ton ud af den samlede årlige udledning på 55.000 ton.

Det skal ske senest i 2027.

Men virkeligheden er ved at overhale, hvorfor ambitionerne må hæves, lyder det fra SF-formanden.

”Vi har igen og igen forsøgt i forhandlingerne at presse yderligere i den rigtige retning, og når vi kan se, at situationen forværres, så er vi nødt til at øge tempoet.”

”Det er der ikke noget, der tyder på i den her regering. Snarere det modsatte, at alting går i stå,” siger Pia Olsen Dyhr.

Ifølge hende arbejder Socialdemokratiet ikke for en ambitiøs grøn omstilling, medmindre nogen presser dem.

Da Socialdemokratiet sad alene i regering fra 2019 til 2022, var det ifølge Pia Olsen Dyhr partierne SF, Radikale og Enhedslisten, der pressede S i en grøn retning.

Hvis SF-formanden igen skal blive optimistisk omkring Socialdemokratiet som et parti, der arbejder ambitiøst for grøn omstilling, kræver det blandt andet, at partiet melder ud, at en CO2-afgift kobles med kvælstofreduktioner.

”Kvælstof er den store udfordring i forhold til vores åer, fjorde og vandløb. De to ting er nødt til at blive koblet på en helt anden måde. Nu har vi fået et wake-up call med Berlingskes billeder. Jeg synes, det er på tide, at der handles og ikke snakkes mere.”

Miljøminister fra Socialdemokratiet Magnus Heunicke siger i et interview med Berlingske, at han ikke er lakaj for landbruget.

”Jeg kæmper for miljøet, og havet er min hovedprioritet som minister, fordi det er i så ringe tilstand efter årtiers svigt,” siger han til avisen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter