Regeringen vil bruge yderligere 40 nye milliarder på forsvar

Fra næste år vil Danmark bruge to procent af bruttonationalproduktet på eget forsvar, siger statsminister om ny oprustning, der inkluderer udvidet værnepligt – og for både mænd og kvinder.
Statsministeren flankeret af forsvarsministeren og udenrigsministeren på pressemøde om forsvaret onsdag. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Statsministeren flankeret af forsvarsministeren og udenrigsministeren på pressemøde om forsvaret onsdag. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
af ritzau

Forsvaret står til endnu en markant styrkelse, når næste delaftale under forsvarsforliget skal forhandles.

Regeringen vil tilføre Forsvaret nye milliarder, så Danmark fra næste år vil bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på eget forsvar.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet onsdag, hvor hun er flankeret af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

I 2023 brugte Danmark omkring 1,4 procent af BNP på eget forsvar, mens omkring 0,6 procent gik til støtte til Ukraine.

”Vi opruster for at undgå krig,” siger Mette Frederiksen på pressemødet.

”Danmark skal ikke være et land, der ligger i læ af andre,” siger hun videre.

Regeringen foreslår desuden, at værnepligten skal udvides fra 4 til 11 måneder, og at der skal være fuld ligestilling mellem kønnene. Det betyder, at alle unge skal indkaldes til Forsvarets Dag.

Konkret er der tale om et løft af forsvarsudgifterne på 40,5 milliarder kroner frem mod 2028. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Samtidig skal der gennem omprioriteringer og effektiviseringer i Forsvarsministeriets koncern findes yderligere 14,3 milliarder kroner fra 2026 til 2033.

Den primære finansiering til den yderligere oprustning findes ved en lempelse af den strukturelle saldo i statsregnskabet.

De yderligere milliarder til Forsvaret skal blandt andet gå til opbygningen af hærens brigade, som er en dansk målsætning hos Nato.

Brigaden skal kunne stille med op til 6000 soldater, der kan indgå i Natos beredskabsstyrker på forhøjet beredskab. Opbygningen af brigaden er blevet forsinket gennem mange år.

Videre skal der også bruges penge på anti-ubådskapacitet, jordbaseret luftforsvar og nærluftforsvarsmissiler til søværnets skibe.

”Vi skal styrke dansk sikkerhed og forsvar hurtigere, end vi troede,” siger Troels Lund Poulsen.

Der kommer også flere penge til Ukrainefonden i form af 4,4 milliarder kroner i 2024.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også