Bevilling på 9,5 mio. kr. skal sikre flere unge cybersikkerhedseksperter

Industriens Fond har sat en solid pose penge af til at skubbe unge i retning af en cybersikkerheds-karriere. ”Der er kolossal mangel på digitale sikkerhedskompetencer,” lyder begrundelsen.
"Der er ingen tvivl om, at efterspørgslen på de her eksperter kun bliver større,” siger Malene Stidsen, programchef for Cybersikkerhed i Industriens Fond. | Foto: Industriens Fond/PR
"Der er ingen tvivl om, at efterspørgslen på de her eksperter kun bliver større,” siger Malene Stidsen, programchef for Cybersikkerhed i Industriens Fond. | Foto: Industriens Fond/PR

Der er stor mangel på digitale sikkerhedskompetencer, og derfor er det afgørende for et digitalt samfund som det danske, at endnu flere unge vælger en karriere inden for cybersikkerhed.

Sådan lyder argumentet fra Industriens Fond i forbindelse med en bevilling, der skal styrke dette område. 

For at få de unge til at vælge en karriere indenfor sikkerhed giver fonden 9,5 mio. kr. yderligere til et eksisterende projekt, Cyberskills, der i samme forbindelse skifter navn til Cyberskills Career.

Formålet er, at flere unge bliver opmærksomme på den brede vifte af muligheder, som cyberområdet byder på.

“Cyberskills har vist solide resultater - især når det kommer til mobilisering af unge. Det skal vi bygge videre på, så vi sikrer et digitalt værn, der kan hamle op med den stigende trussel og samtidig styrke konkurrenceevnen i danske virksomheder. Der er ingen tvivl om, at efterspørgslen på de her eksperter kun bliver større,” siger Malene Stidsen, programchef for Cybersikkerhed i Industriens Fond i en pressemeddelelse.

Mindst 35 pct. kvinder

I Cyberskills Career-projektet bliver styrket diversitet et vigtigt fokusområde for at øge talenttiltrækningen og sikre, at forskellige kompetenceprofiler kommer i spil. Målet er at mindst 35 pct. af projektets deltagere er kvinder.

“Cybersikkerhed er komplekst og et område i konstant udvikling. Derfor er det en klar fordel, hvis flere med forskellig baggrund og tilgang vil udforske og blive eksperter på området. I det perspektiv vil styrket diversitet være en ny og integreret del af projektet,” siger Jens Myrup Pedersen, der er professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet, og fortsætter: 

“Barren skal sættes højt, og målet er at få Cyberskills Career ind som en fast del af uddannelserne. Det er jeg overbevist om, at vi kan lykkes med sammen med vores stærke partnerkreds”, siger Jens Myrup og tilføjer, at ”projektet desuden vil bygge videre på de fællesskaber, der allerede er bygget rundt om i landet.”

Målsætningen er, at 40.000 unge skal møde projektets materialer og aktiviteter i løbet af perioden – heraf er de fleste nye i forhold til CyberSkills, da aktiviteterne bl.a. rammer nye uddannelsesårgange.

Bredt samarbejde

Cyberskills Career bygger videre på projektet Cyberskills, som blev søsat i 2020 som del af Industriens Fonds Cybersikkerhedsprogram

Bag projektet står Aalborg Universitet, Happy42 og akademiet for Talentfulde Unge Øst, der organiserer og driver videreudviklingen. I denne ombæring sammen med de nye partnere Campfire Security og Innovation Centre Denmark, Tel Aviv. 

Projektet samarbejder med DTU, ITU, CBS, SDU, KU og AU, som også understøtter de lokale aktiviteter.

Derudover er der strategiske partnere med i projektet, herunder Forsvarets Efterretningstjeneste, Dansk Erhverv, DI, IDA, Dansk IT og Digital Dogme, som især sikrer brobygning og samarbejde med erhvervslivet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også