TV 2 dropper Mads Fuglede som USA-kommentator inden valgkampen

Brugen af Mads Fuglede rammer tv-stationens troværdighed, mener TV 2 News-chefredaktør Anne Mette Svane
Mads Fuglede skiftede fra Venstre til Danmarksdemokraterne i marts måned. | Foto: Jens Dresling
Mads Fuglede skiftede fra Venstre til Danmarksdemokraterne i marts måned. | Foto: Jens Dresling
Ritzau

Når den amerikanske valgkamp ruller sig ud til efteråret, vil TV 2 ikke længere bruge den ellers fast benyttede USA-kommentator Mads Fuglede, der også er folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne.

Det oplyser TV 2 News-chefredaktør Anne Mette Svane til Ekstra Bladet.

Samarbejdet ophører, efter at der er blevet sat spørgsmålstegn ved mediets troværdighed ved at bruge Mads Fuglede som kommentator, når han samtidig er medlem af Folketinget.

”Vores troværdighed er altid det vigtigste, og derfor vil TV 2 News ikke længere benytte folkevalgte politikere som kommentatorer i vores nyhedsdækning,” siger Anne Mette Svane i et skriftligt svar til mediet.

Mads Fuglede skiftede i marts fra Venstre til Danmarksdemokraterne.

TV 2 bekræftede ellers i marts, at Mads Fuglede godt kunne være USA-kommentator for mediet, samtidig med at han er folketingsmedlem.

Eksempelvis lød det sådan her fra Kerrin Linde, redaktionschef på TV 2 News med ansvar for udlandsdækningen, til Ekstra Bladet:

”Mads Fuglede er historiker og har fulgt og analyseret amerikansk politik og samfundsudvikling i årtier. Han er en af flere kyndige USA-kommentatorer, som løbende kommer til at gøre TV 2’s seere og brugere klogere på det historiske valg, amerikanerne står over for med en rematch mellem Biden og Trump i sigte.

Også nyhedschef på TV 2 Jakob Kwon kommenterede sagen i ”Presselogen” på TV 2 News. Han erkendte, at der var en gråzone, men at der var en klar aftale med politikeren i forhold til den rolle, han havde i TV 2-regi.

”Vi er nødt til hele tiden at evaluere, om samarbejdet er fornuftigt, men også de enkelte temaer og emner, som bliver taget op. Så på den måde er vi ikke blinde for, at der kan være en interessekonflikt - det er vi faktisk opmærksomme på,” sagde Jakob Kwon.

Det kom også frem i Ekstra Bladet, at Mads Fuglede ville holde barselsorlov med fuld folketingsløn, mens han samtidig arbejdede for blandt andre TV 2 som USA-kommentar og fik honorar for det.

Det så Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, ikke problemer i.

”Hvis vi har et medlem af folketingsgruppen, der har så stor en viden, at medier ønsker at bruge ham, så synes jeg, det er rigtig godt. Hvis man ovenikøbet vil betale ham et lille honorar, så er jeg bare stolt,” har hun sagt til Ekstra Bladet.

Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, bekræftede ligeledes i marts til Ekstra Bladet, at Mads Fuglede arbejder på USA-stoffet for mediet frem mod efterårets valg.

”Vi har købt podcasten ”Kampagnesporet” af Berlingske. Jeg går ud fra, det er det, der henvises til (under lønnede poster på Mads Fugledes folketingsprofil, red.). Han og David Trads lønnes per episode,” sagde chefredaktøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter