Advokatundersøgelse af Elbit-sagen bliver udvidet og forsinket

Flere problematiske forhold i indkøb af militære systemer skal undersøges, og det trækker ud.
Militære systemer bliver både forsinket og dyrere end regnet med, og det skal nu også undersøges. | Foto: Bo Amstrup
Militære systemer bliver både forsinket og dyrere end regnet med, og det skal nu også undersøges. | Foto: Bo Amstrup
Af Ritzau

Advokatundersøgelsen af Elbit-sagen, som Bruun & Hjejle er hyret til at lave, bliver både udvidet og forsinket.

Det melder Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Sagen undersøger forløbet om indkøbet af våbensystemer fra det israelske selskab Elbit, hvor der blev videregivet forkerte oplysninger til Folketinget.

Våbensystemerne er både blevet forsinket og dyrere end ventet.

Nu skal den dyrere regning for Atmos- og Puls-systemerne undersøges af advokater.

”Det er dybt problematisk, at anskaffelsen af ildstøttesystemerne ikke er sket på et fuldt oplyst grundlag,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

”Derfor er der også behov for at afdække, hvad der skete og ikke skete, siden man ikke fik de nødvendige informationer tilbage i januar 2023, da beslutningen skulle træffes i forligskredsen og i Finansudvalget.”

Elbit-sagen drejer sig om køb af nyt artilleri til Danmark. Daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen videregav forkerte oplysninger til Folketinget om deadline for indkøb af det nye artilleri fra israelske Elbit.

Folketinget fik at vide, at deadline var i slutningen af januar, mens det retteligt var i juni.

Jakob Ellemann-Jensen sagde selv, at han handlede i god tro, og sagen kostede departementschef Morten Bæk jobbet.

Siden har sagen udviklet sig. I begyndelsen af april kunne forsvarsminister Troels Lund Poulsen melde, at de indkøbte systemer, kendt som Atmos- og Puls-systemerne, bliver forsinket med omkring et år, ligesom de kan blive op mod en milliard kroner dyrere. 

Elementet om fordyrelsen skal nu undersøges, er alle partierne i forsvarsforligskredsen blevet enige om.

Den oprindelige advokatundersøgelse skulle have været færdig 1. april. Men den forsinkes, fordi det har vist sig som en ”mere tidskrævende og kompleks” opgave end forventet at finde de relevante dokumenter i sagen, melder ministeriet.

Den nye, samlede undersøgelse ventes at være færdig i løbet af juli.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter