Europa skal massivt øge mængden af grøn energi for at nå sine klimamål, lyder det i en analyse fra Ea Energianalyse, der er udarbejdet for udvikleren af grønne energiprojekter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), skriver Børsen.
Ifølge analysen skal mængden af havvind, solenergi og landvind i Europa mangedobles, hvis strømforbruget, der forventes at vokse markant frem mod 2050, skal dækkes. Det betyder, at mængden af havvind skal tidobles til 370 GW frem mod 2050, solenergi skal femdobles til 1430 GW, og landvind skal fordobles til 570 GW, for at kunne dække 80 pct. af strømbehovet.
Både CIP og professor i energisystemanalyse ved DTU, Marie Münster, påpeger overfor avisen, at det er essentielt allerede nu at begynde planlægningen af grøn energiudbygning i Europa, for at undgå fordyrende ineffektiviteter og forsinkelser i arbejdet for et grønnere Europa.
Samtidig fortæller Philip Christiani, der er partner hos CIP, at det er vigtigt at understrege, at analysen bare er ét billede og ikke billedet.