Trods erkendelse og ekstra penge står regeringen fast på store bededag

Statsminister Mette Frederiksen erkender, at hun undervurderede modstanden mod at fjerne store bededag, men hun vil ikke genindføre den.
Statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets afslutningsdebat inden sommerferien | Foto: Ida Marie Odgaard
Statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets afslutningsdebat inden sommerferien | Foto: Ida Marie Odgaard
Af Ritzau

En stor del af regeringens upopularitet skyldes afskaffelsen af store bededag, hvilket statsminister Mette Frederiksen (S) erkender, at hun undervurderede modstanden af.

Men dagen vil ikke blive genindført som fridag, selv om regeringen tre gange har opjusteret udsigterne til, hvor mange ekstra penge der er i statskassen frem mod 2030.

”Det er rigtigt, at der er et råderum, som ikke er udmøntet endnu. Jeg vil tro, at der kommer rigtigt mange idéer til, hvordan vi kan bruge pengene,” siger hun under en pause i afslutningsdebatten:

”Det, vi i regeringen er optaget af her og nu, er at lave en god aftale med landets kommuner og regioner.”

Siden afskaffelsen af store bededag i 2023 har Finansministeriet opjusteret det økonomiske råderum med over 30 mia. kr. i alt.

En del af pengene er allerede blevet afsat, men en del milliarder kroner er ikke afsat.

Det økonomiske råderum blev opjusteret to gange i 2023, og det skete igen i sidste uge.

Selv om det er en god nyhed, at der er 11,25 mia. kr. ekstra i statskassen, blev det meldt ud sent fredag eftermiddag i en pressemeddelelse i stedet for et pressemøde som tidligere.

Regeringen ønsker selv at bruge 4,1 mia. kr. på borgernes ”nære velfærd” i aftalen om næste års økonomi for kommuner og regioner. Det efterlader omkring 7 mia. kr., som endnu ikke er afsat.

”Det er rigtigt, det er en politisk prioritet, som jeg står på mål for,” siger Mette Frederiksen.

Onsdag foregik der den traditionsrige afslutningsdebat i Folketinget, hvor statsministeren erkendte, at hun undervurderede modstanden af at afskaffe store bededag som en fridag.

Men når nogle partier ønsker at genindføre dagen som en fridag, skal de selv finde pengene til det, lød det.

”Så kommer der også en dag, hvor hvert parti må svare på, om man vil genindføre store bededag. Hvor de 3 mia., som det koster, så skal tages fra,” lød det i Folketingssalen.

En Voxmeter-måling for Ritzau viste i april, at to ud af tre adspurgte mener, at store bededag bør genindføres.

Ud over de tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, stemte De Radikale for. Erkendelsen får hende ikke til at ændre mening, sagde hun efter debatten til journalister.

”Vi kan ikke altid være enige om alting,” siger hun. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også