Der er ingen danske moderatorer på de sociale medier X og Linkedin, og hos Facebook og Instagram er der tilsammen seks personer, der moderer indhold på dansk, viser tal fra Kulturministeriet ifølge Politiken.
Sat i forhold til antal brugere betyder det, at for hver dansksproget moderator hos Meta, som ejer Facebook og Instagram, er der 1,4 mio. dansksprogede brugere.
”Det er simpelthen så undervældende, at jeg bliver dybt bekymret,” siger Jakob Engel-Schmidt til Politiken
I Politikens artikel svarer brancheorganisationen IT-Branchen på kritikken, og her lyder det fra adm. direktør Natasja Friis Saxberg, at især AI-løsninger bruges og spiller en stor rolle, og at det ikke kræver moderatorer med bestemte sprogkundskaber at vurdere om noget er porno, vold eller terror.
Kulturministeriets tal viser, at der er 15 dansksprogede moderatorer på Snapchat, 15 på Youtube og 27 på Tiktok.