Rusland bandlyser Berlingske og Information

Berlingske og Information er sammen med 78 andre europæiske medier blevet bandlyst af Rusland.
Berlingske Media er sammen med Information havnet på det russiske udenrigsministeriums sorte liste. | Foto: Thomas Borberg
Berlingske Media er sammen med Information havnet på det russiske udenrigsministeriums sorte liste. | Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

De to danske medier Berlingske og Dagbladet Information er tirsdag blevet bandlyst fra Rusland.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium på sin hjemmeside.

Berlingske og Information er blandt 80 europæiske medier, der er blevet bandlyst af Rusland.

På listen over bandlyste medier er også tyske Der Spiegel, finske YLE, svenske SVT og Politico Europe.

Det sker som et modsvar til EU’s beslutning om at bandlyse tre russiske medier.

17. maj valgte EU nemlig at suspendere udsendelsesaktiviteterne på EU’s område for medierne Ria Novosti, Izvestia og Rossijskaja Gazeta.

EU kategoriserer disse medier som værende under direkte eller indirekte kontrol af den russiske stat samt at støtte Ruslands krig i Ukraine.

Det står ikke klart, hvorfor lige præcis Berlingske og Information er bandlyst af den russiske stat.

Ifølge udmeldingen fra det russiske udenrigsministerium har intentionen været at ramme europæiske medier, der ’’systematisk formidler falske oplysninger om den særlige militære operation’’.

Det står ikke klart, hvad bandlysningen af Berlingske og Information mere præcist dækker over fra Ruslands side.

Det russiske udenrigsministerium oplyser dog, at der vil blive sat foranstaltninger op for at begrænse mediernes mulighed for udsendelse på russisk territorium.

Udenrigsministeriet forklarer desuden, at man fra russisk side vil genoverveje sin beslutning i forhold til de omfattede europæiske medier, hvis EU selv ophæver bandlysningen af de russiske medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også