Debat: Tre sager kan hjælpe SMV'erne

Kortere betalingsfrister, bedre erhvervsuddannelser og bedre vilkår for selvstændige skal understøtte SMV’erne i deres dagligdag. SMVdanmark ser frem til en ny politisk sæson, skriver Lars Magnus Christensen, cheføkonom i SMVdanmark.
Foto: PR
Foto: PR
Lars Magnus Christensen, cheføkonom i SMVdanmark

Når den nye politiske sæson skydes i gang, har SMVdanmark store forventninger til regering og folketing. Der vil være fokus på at sikre gode vilkår og udviklingsmuligheder for små og mellemstore virksomheder, og især tre sager har vores interesse.

Max 30 dages betalingsfrist

For det første skal der lovgives, så vi får kortere betalingsfrister. De lange betalingsfrister, som ofte er en kendsgerning, når store handler med de små, er ødelæggende for likviditeten i de små og mellemstore virksomheder, hvor det kan være svært at sige fra overfor store kunders krav. For den lille virksomhed er det dyrere at skulle ud og skaffe mellemfinansiering, samtidig er likviditeten vigtig for den lille virksomhed i forhold til at udvikle sig. Det er derfor vigtigt at finde en løsning, der virker. Som vi ser det er det kun lovgivning, der virker. Der har blandt lovgivere længe tegnet sig et flertal for at gøre op med de lange betalingsfrister. SMVdanmark peger på en lovbestemt betalingsfrist på max 30 dage.

Bedre erhvervsuddannelser

Erhvervsuddannelser af høj faglig kvalitet, skabt i et samarbejde mellem erhvervsskoler og virksomheder, er det grundstof, som skal sikre, at vi også i fremtiden kan få bygget et hus, klippet vores hår eller repareret vores bil. Men vi har behov for, at politikerne prioriterer området højt, og ikke bliver ved med at udsulte det. Derfor er det glædeligt, at omprioriteringsbidraget bliver tilbagerullet, men vi skal se handling bag ordene og samtidig højne fokus. Der er politisk enighed om, at langt flere unge skal ind på og gennemføre en erhvervsuddannelse, derfor skal erhvervsskolerne også prioriteres i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.

Fair vilkår for selvstændige – og flere kvindelige iværksættere 

En barselsfond for selvstændige skal sikre fair rettigheder for selvstændige, som skal på barselsorlov. I dag er man som selvstændig tvunget ned på dagpengesats, når man skal på barsel, hvilket betyder at især mange unge kvinder ikke vælger at starte egen virksomhed. Derfor er der behov for en barselsordning for selvstændige, så man ikke tvinges til at vælge mellem at være selvstændig eller at blive forældre.

Et kæmpe potentiale i digitalisering i SMV’er

Derudover er der en række områder, hvor politikerne skal have fokus, hvis vi effektivt skal trække virksomheder og samfund i den rigtige retning. Blandt andet er der et enormt udviklings- og vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder, hvis flere øgede deres digitalisering og automatisering. Udfordringen er, at manglen på digitale kompetencer er stor. Derfor skal ordninger, der skal fremme udviklingen ude i virksomhederne have et stærkt SMV-fokus. Der er behov for, at man fortsat prioritere initiativer som SMV:Digital, hvor vi med de seneste målgruppejusteringer, som SMVdanmark fik igennem, så flere helt små virksomheder kan være med, kan levere gode eksempler, der kan være med at bane for øget digitalisering i endnu flere SMV’er.

SMV’er fylder også i klimakampen

Sidst men ikke mindst spiller de små og mellemstore virksomheder en ikke uvæsentlig rolle i klimadagsorden, både som leverandør af de grønne løsninger og forbrugere af energi. Mange små og mellemstore virksomheder er dagligt med til at sikre mere energivenlige private husstande og offentlige bygninger. De er med til at udvikle nye effektive løsninger, eller optimere eller levetidsforlænge biler, så der ikke skal bruges ressourcer på at fremstille nye. Dertil kommer, at mange små og mellemstore virksomheder har et naturligt fokus på at bruge færrest mulige ressourcer og af den simple grund at det giver resultat på bundlinjen længe har haft det fokus. Men derfor bør SMV’erne stadig have anerkendelse for indsatsen, selvom en evt. CO2-reduktion er i mindre målestok eller den større industrivirksomhed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også