Den nyligt kronede, røde regering har overtaget et Danmark med rekordhøj beskæftigelse, overskud og et stort økonomisk råderum. Og i World Economic Forums årlige måling af den globale konkurrenceevne fastholder Danmark sin 10. plads for andet år i træk. Alt dette viser, at vores lille land på mange måder er i absolut storform.

Men gør det også meget fristende for mange politikere blot at læne sig tilbage og udskyde de nødvendige former og tiltag, der skal forbedre rammevilkårene for erhvervslivet, og som er nødvendige for at sikre også fremtidens vækst. Det er vigtigt, at snuden holdes i sporet, og at der ikke hviles på laurbærrene.

For det danske erhvervsliv udgør selve fundamentet for dansk velstand og velfærd, og lige nu står dansk erhvervsliv med en række problemer, som vi politikere simpelthen må – og skal – adressere.

Det første punkt på listen er, at vi sikrer et øget arbejdsudbud. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er en stadigt voksende udfordring for virksomhederne – en udfordring, der kan bremse det økonomiske opsving.

Det skal derfor være lettere for virksomheder at tiltrække og fastholde velkvalificeret arbejdskraft. Når det gælder udenlandsk arbejdskraft, kan vi starte med at fjerne nogle af de mange administrative barrierer, sænke beløbsgrænsen samt modernisere positivlisten.

Det andet punkt er manglen på investeringer i små og mellemstore virksomheder, som udgør et tiltagende problem. Det skal gøres lettere at tiltrække kapital til danske virksomheder.

Det danske erhvervsklima med komplicerede skatteregler og -forhold, mange tunge administrative byrder og regler, samt den enorme mængde af offentligt bureaukrati gør, at investeringer i Danmark ikke er ret attraktive.

Der er nok at tage fat på. Derfor mener jeg, at det er oplagt, at vi starter med at adressere de mange administrative byrder, og at vi sænker selskabsskatten. En lavere selskabsskat tiltrækker udenlandske investeringer, øger vores BNP, og så vil timelønnen faktisk også stige for helt almindelige 'LO-arbejdere'.

Hvis ønskerne om et rigere Danmark med højere lønninger er oprigtige, så skal vi gøre det mere attraktivt at investere i danske arbejdspladser. For det er udviklingen i vores produktivitet, som bestemmer lønudviklingen.

Listens tredje punkt er der, hvor vi virkelig kan rykke noget, nemlig ved at indføre nogle seriøse arbejds- og skattereformer. I Liberal Alliance anbefaler vi, at folkepensionsalderen forhøjes til 69 år i 2030, og at efterlønnen afskaffes helt allerede i 2025.

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at en afskaffelse af efterlønnen ikke skal stå alene, men udfases i samspil med en sænkelse af indkomstskatten. Lavere skat giver større personlig og økonomisk frihed til den enkelte. Frihed til, at vi hver især kan indrette vores eget liv, som vi har lyst – eksempelvis med tidlig pension. Valget er vores, ikke statens.

I virkeligheden er min liste med forslag til erhvervs- og vækstfremmende tiltag noget længere end ovenstående. Jeg så også gerne, at vi skubbede på for mere konkurrence i dansk erhvervsliv ved at mindske erhvervsstøtten, så det er i langt højere grad var op til markedet – og ikke os politikere – at vælge hvilke virksomheder, der opnår succes.

Og apropos konkurrence, så ville det også være fornuftigt at tage et opgør med en række af de statslige restriktioner, der hæmmer netop konkurrencen.

For eksempel med en lempelse af planloven til gavn for turismeerhvervet og detailbranchen. Eller med en liberalisering af de forældede, rigide regler som krampagtigt holder eksempelvis apoteker- og taxaområdet nede. Væk med arveafgiften på generationsskifte i familieejede virksomheder, bedre vilkår for iværksætterne eller hvad med et opgør med de tåbelige punktafgifter?

Jeg kunne blive ved. Listen er lang. Men når det gælder om at sikre de bedste rammevilkår for erhvervslivet i fremtiden, så er der for mig at se ét altoverskyggende problem: Christiansborgs manglende vilje til at lave reformer.