Jeg er helt med på, at kriser kan få os mennesker til at gå i panik. Jeg er også helt med på, at kriser nærer tunnelsyn og snæversyn, så overblikket mistes og umiddelbart enkle løsninger på komplicerede udfordringer kanoniseres. Således også med forslaget om nødlicenser, som skal tvinge medicinalindustriens vaccineproducenter til at give deres opskrift videre til konkurrenter, som har ledig produktionskapacitet.

I Danmark er det naturligvis Enhedslistens Peder Hvelplund, som fører an: ”Vi har internationale aftaler, der muliggør nødlicenser i krisesituationer. Hvis ikke nu – hvornår så?”, skrev han forleden på Twitter. I Europa-Parlamentet er det blandt andre Margrete Auken, som fører an med krav om at tage patenterne fra vaccineproducenterne og hermed bryde med de kontrakter, der er indgået.

Desværre er det ikke kun venstrefløjen, der flirter med ideen. Også blandt traditionelt erhvervsvenlige partier ventileres i øjeblikket, om ikke nødlicenser – og for den sags skyld også eksportforbud – skal rives op af skuffen med løsninger, der ellers er helt og aldeles i strid med både sund fornuft, grundlæggende frihandelsprincipper og baserer sig på livsfarlig mistænkeliggørelse af den europæiske farmaindustri.

For hør lige her!

For det første er de juridiske betingelser for nødlicens – eller tvangslicenser - ikke til stede. Der er ingen mangelsituation, som vaccineproducenterne kan klandres for. For det andet kan en vaccineopskrift ikke deles på samme måde, som et kokkekursus hos Meyer kan gøre os i stand til at bage vores brød, så det smager som købt i originalbutikken. For det tredje skal vaccineproducenterne modsætte sig at lave frivillige aftaler. Med de aftaler og alt det bøvl, som vaccinevirksomhederne – frivilligt – er gået ind til med de kontrakter, de har lavet med EU, så tyder intet på, at de ikke også gerne her vil samarbejde, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.

Derfor er det at true med tvangslicenser og eksportforbud i EU det samme som at sige til den samlede farmaindustri: Skrub ud af vores butik! Pyt med respekten for de incitamenter, der ellers har fået den industri til at løse store sygdomsfordringer for os. Uden dem ville vi have et sundhedsvæsen permanent i knæ og enten død eller kort og smertefuld levetid for millioner af europæere.

Hermed siger vi farvel til livsvigtige forsyninger af medicin. Vi siger farvel til det enorme – og stabile – skatteprovenu, som hvert år skovles ind i kedler under den danske og europæiske velfærd. Vi siger farvel til det afgørende led i samarbejdet mellem universiteter og de europæiske samfundsmodeller, som tiltrækker verdens klogeste hoveder til EU, hvorved vi nærer vores position som verdens mest velfungerende, stærkeste og mest attraktive kontinent for borgere at vælge at bo i.

Vi er altså i EU lige nu i færd med at smadre farmaindustriens incitamenter til at blive og gro hos os. Også før coronakrisen var vi godt i gang. Rapporten “Study on the economic impact of supplementary protection certificates, pharmaceutical incentives and rewards in Europe” udarbejdet af Copenhagen Economics i 2018 på bestilling af Europa-Kommisionen, dokumenterer, at den periode, hvor lægemidler er beskyttet af patentrettigheder, er faldet fra 15 år til 13 år.

Reelt er tallet faktisk helt nede på 8 år, hvilket er lavere end USA og snart også lavere end Kina. Det betyder, at du som medicinalvirksomhed har langt kortere tid til at tjene dine omkostninger hjem, hvis du bor i EU, end dine konkurrenter på verdensmarkedet.

Panik er aldrig godt. For noget som helst. Også selvom vi politikere skyder friske løsninger fra hoften og ser handlingsparate ud. Hvis vi vil redde liv til bedre liv i EU, skal vi glemme alt om tvang og forbud.